En stærk bredde- og eliteidræt i Jammerbugt Kommune

Årets Idrætspriser 2019 vidner om en stærk bredde- og eliteidræt i Jammer-bugt Kommune. Mere end 130 prismodtagere fik overrakt medalje, diplom og håndklæde ved Årets Idrætspriser 2019.

I torsdags afholdt Jammerbugt Kommune Årets Idrætspriser 2019, og igen i år var der fuldt hus til arrangementet, som løb af stablen i Sport og Kulturcenter Brovst. Mere end 130 sports- og idrætsudøvere var mødt op til modtagelsen af en idrætspris, som blev overrakt af Borgmester Mogens C. Gade. Udøverne var bredt repræsenteret fra forskellige idrætsgrene og på forskellige niveauer.

”Årets Idrætspriser 2019 vidner igen i år om en stærk bredde- og eliteidræt i Jammerbugt Kommune. Det er en fornøjelse at se mange gengangere og helt nye idrætsudøvere til uddelingen af idrætsprisen. Formålet med arrangementet er netop at anerkende og hylde vores dygtige udøvere for deres præstationer i det igangværende år,” siger Mogens Christen Gade.

Kriterier for idrætspriser

Idrætspriserne uddeles til idrætsudøvere i Jammerbugt Kommune, som i det indeværende år har vundet medaljer ved et godkendt nordjysk, jysk- eller dansk mesterskab eller et højere rangerende mesterskab eller på anden vis har gjort sig særlig fortjent til en idrætspris.

Siden midten af oktober har det været muligt at indstille kandidater til en idrætspris, og her har foreningerne været gode til at indstille.

Bred vifte af prismodtagere

Til årets arrangement var der udøvere, der blev hædret både som hold og individuelt. Prismodtagerne havde vundet alt fra nordjyske mesterskaber, jyske mesterskaber og danmarksmesterskaber. Der var ligeledes udøvere som er repræsenteret på den internationale scene og på det danske landshold.

Prismodtagerne repræsenterer også en stor bredde inden for forskellige sportsgrene. De talte blandt andet golf, e-sport, hestesport, sportsdans, skeetskydning, ekstremløb, speedway og de mere traditionelle sportsgrene som svømning, fodboldbold og håndbold.