Der er brug for flere pædagoger og lærere

På kort tid er det lykkedes Jammerbugt Kommune at hente 40 medarbejdere ind fra andre fagområder i kommunen til at hjælpe med at tage imod børn, når de igen skal i skole og daginstitution.

Der bliver dog brug for endnu flere hænder til kommunens skoler og daginstitutioner.

Derfor har Jammerbugt Kommune oprettet to jobbanker. En, hvor pædagoger, pædagogiske assistenter, og andre med erfaring fra dagtilbudsområdet, kan tilmelde sig. Og en jobbank for lærere, og andre med erfaring fra skoleområdet.

Kommunen opfordrer også pædagog- eller lærerstuderende til at melde sig til jobbankerne. Ligesom studerende, der har taget et sabbatår eller borgere, der er pensioneret fra et job i dagtilbuds- eller skoleområdet, gerne må tilmelde sig.

”Vi forventer at få brug for ekstra hænder til arbejdet med dagtilbudsområdet og skolerne. Der er mange nye retningslinjer, som betyder en anderledes dagligdag for både børn, forældre og medarbejdere. For at sikre en tryg hverdag for alle, har vi brug for at kunne trække på ekstra medarbejdere. Så samtidig med, at vi fortsat henter medarbejdere ind fra andre funktioner i kommunen, så ønsker vi at supplere med kandidater fra den nye jobbank”, fortæller konstitueret chef for skole- og dagtilbudsområdet, Helle Nørgaard Pedersen.

Inden for skoleområdet vil opgaven primært være nødundervisning af skolebørn i alderen 5-12 år. På dagtilbudsområdet dækker opgaverne blandt andet aktiviteter med børnene. Kandidater fra jobbanken bliver hjulpet godt i gang og får hjælp og ideer til materiale og opgaver af fastansatte på skolerne og daginstitutionerne.

Jammerbugt Kommune modtager ansøgninger løbende, og kontakter tilmeldte i det omfang og tempo, der bliver brug for hjælp.

Tilmelding til coronajobbank – dagtilbudsområdet.

Tilmelding til coronajobbank – skoleområdet.