Borgermøde om lægevagten på onsdag

Region Nordjylland inviterer til borgermøder om lægevagten i Skagen, Brovst og Aars i denne uge. De ønsker at informere om den nye aftale om lægevagten og gå i dialog med borgerne. På onsdag 11. marts kommer regionen til Brovst.

Til borgermøderne vil der være en generel orientering om den nye lægevagtsaftale, ligesom de Praktiserende Lægers Organisation (PLO) vil deltage og fortælle om baggrunden set fra deres perspektiv.

Tid og sted

Møderne starter mandag og tirsdag i Aars og Skagen og slutter i Brovst i Sport og Kulturcenter Brovst, onsdag 11. marts kl. 19-21

Den nye lægevagtsaftale for Region Nordjylland trådte i kraft 1. marts. Aftalen gør det fortsat muligt at møde fysisk op til en konsultation i Aalborg, Hjørring, Thisted, Hobro og Frederikshavn, ligesom der vil være mulighed for sygebesøg fra en kørende vagtlæge i alle egne af regionen.

Aftalen indebærer dog også, at konsultationsstederne i Skagen, Brovst og Farsø er lukket fra 1. marts 2020, og at lægevagten i Brønderslev ikke genåbnes.