Betonelementer til Jammerbugt Kommune

Fantasi, leg og læring i byens rum er omdrejningspunktet, når 300 studerende fra AAU, UCN og AMU Nordjylland udvikler 30 betonelementer fra 24. – 27. oktober 2017. De bedste elementer bliver kåret af fagfolk, og Jammerbugt Kommune får glæde af nogle af betonelementerne.

Center for Betonuddannelse holder betonworkshop fra i dag og til og med fredag. Her skal 300 studerende fra AAU, UCN og AMU Nordjylland konkurrere om at designe, udvikle og støbe de mest innovative betonelementer inden for kategorien ”Fantasi, leg og læring – byens rum og stedets potentiale”. Deltagerne i workshoppen er bygningsingeniørstuderende, arkitektur- og designstuderende, konstruktørstuderende, struktørlærlinge og betonmagerelever, som bliver sat sammen i grupper på kryds og tværs af faglige skel.

Jammerbugt får mulighed for at få 20 styks af betonelementerne. Ti til skoler og daginstitutioner, og ti, som kommunen kan stille op i det offentlige byrum.

”Vi glæder os meget til at se, hvordan de studerende fortolker temaet, og hvordan det kommer til udtryk i praksis, når betonelementerne skal støbes på torsdag”, siger Lone Engberg, der er projektleder i Jammerbugt Kommune.

De resterende ti betonelementer skal spejderne i Flamsted have.

Børn er dommere i innovativ betonkonkurrence
Det er spejderne og Jammerbugt Kommune, der har bestemt årets tema ”Fantasi, leg og læring – byens rum og stedets potentiale”. Da temaet i høj grad henvender sig til børn, har partnerne bag betonworkshoppen besluttet, at de færdige betonelementer ikke kun skal bedømmes af fagfolk fra de forskellige uddannelsesinstitutioner. I år vil en gruppe børnehavebørn fra Jammerbugt Kommune også uddele Børnenes Pris.

”Vi glæder os til at se børnenes umiddelbarhed blive bragt i spil. De har ingen forudsætninger for at vurdere det faglige niveau, men de kan i den grad godt bedømme, hvilket element de synes er flottest, sjovest eller ser mest interessant ud”, siger Torben Dybdahl Jensen, der er medarrangør og faglærer på AMU Nordjylland.

Respekt for forskellige fagligheder

Et af hovedformålene med betonworkshoppen er at sætte fokus på det gode samarbejde mellem de forskellige fagområder, der indgår i en byggeproces.

”Det er en stor fornøjelse at opleve deltagernes mange forskellige fagligheder spille sammen i målet om at udfærdige et betonelement, der lever op til årets tema. De finder ud af, at de er dybt afhængige af hinanden. For arkitekten er intet uden en ingeniør og konstruktør, der kan beregne, hvad der kan lade sig gøre. Og endelig er der ingen chance for at komme i mål uden nogle partnere, der kan føre ide og beregninger ud i livet, når der skal støbes”, fortæller Torben Dybdahl Jensen.

Fakta om Betonworkshoppen 2017 

  • Betonworkshop 2017 starter tirsdag den 24. oktober kl. 8.00 og slutter fredag den 27. oktober. kl. 15. Den foregår dels i Vejgaardhallen og AMU Nordjylland Sofievej samt Aalborg Universitet.
    • Tirsdag/onsdag er der oplæg i Vejgaardhallen, Vejgaard Torv 3, 9000 Aalborg.
    • Torsdag arbejder de studerende med forme og støbning i hallerne på AMU Nordjylland, Sofievej 61, 9000 Aalborg.
    • Fredag bliver 30 elementer bedømt af både fagfolk fra de forskellige uddannelsesinstitutioner, repræsentanter fra Spejderne i Flamsted og Jammerbugt Kommune og ikke mindst børnene.
  • Hovedparten af deltagerne er i gang med første del af deres uddannelse.
  • De studerende, som deltager i Betonworkshop 2017, ved ikke på forhånd, hvad betonelementerne skal bruges til, eller hvor de skal opstilles. Dette afsløres på Betonworkshoppens første dag.
  • Borgmester for Jammerbugt Kommune Mogens Gade holder tale om fredagen.