21 familier viste interesse for at hjælpe et barn

Interessen var stor, da Jammerbugt Kommune tidligere på efteråret inviterede til informationsaften om at være pleje- og aflastningsfamilie. 21 personer dukkede op, og endnu en informationsaften er ved at blive planlagt.

Forskellige typer familier giver et bedre grundlag for at finde et match til et barn eller en ung, som har brug for en ny familie at bo hos.

Så kort kan det forklares, hvorfor Jammerbugt Kommune har valgt at holde endnu en informationsaften i Ønskeland for at fortælle om hverdagen med et nyt barn i familien, og selve godkendelsen før en familie kan blive plejefamilie eller aflastningsfamilie.

Også selv om fremmødet i september var stort. Faktisk uhørt stort i forhold til lignende arrangementer i andre kommuner.

”Vi var ovenud glade for den interesse de mange familier viste os på det første møde, og vi har kontakt til flere af dem. Vi håber på mindst ti nye familier. Derfor holder vi endnu et møde i november, for at fortælle om livet som plejefamilie”, fortæller familieplejekonsulent Berit Lange fra Jammerbugt Kommune.

Aftenen er uforpligtende og indeholder alle vinkler i at blive godkendt og være aflastnings- eller plejefamilie. Det muligt at møde de tre familieplejekonsulenter fra Jammerbugt Kommune, to nuværende plejefamilier og to tilsynskonsulenter fra Socialtilsyn Nord. Der er også tid til at få svar på spørgsmål til arbejdet.

Alle interesserede er velkomne også til at tage deres større børn med.

Informationsaftenen er på:

Ønskeland, Hammershøj 29, 9460 Brovst onsdag 7. november kl. 19.00 – 20.30.