Vaccination

I første omgang får Danmark ikke nok vacciner til alle. Derfor vil vaccination blive prioriteret, og du modtager en invitation, når det er din tur til at blive tilbudt vaccination.

Vaccinationen er frivillig og gratis. Myndighederne forventer ikke, at vaccinerne vil være godkendte til fx gravide, ammende og børn, og derfor vil de grupper ikke blive tilbudt vaccination. I starten vil vaccination blive prioriteret til de grupper, der har størst risiko for et alvorligt forløb bl.a. de ældste, beboere på plejehjem og ældre med risikofaktorer. Personale i sundhedsvæsenet og ældreplejen, som har tæt kontakt til de mest sårbare og varetager kritiske funktioner, vil også blive prioriteret først.

Følg med i Sundhedsstyrelsens vaccinationskalender og se hvornår de forskellige målgrupper bliver tilbudt vaccination.

Læs mere om hvordan selve vaccinationen foregår, hvordan du skal forholde dig efter vaccinationen, hvor effektiv vaccinen er samt bivirkninger.

Hvordan?

Se Sundhedsstyrelsens forklaring af forløbet, når du gerne vil vaccineres.

  • Beboere på plejecentre og personale i sundhedsvæsenet og ældreplejen modtager information om tilbuddet fra deres institution eller arbejdsplads.
    Hvis du er i helt særlig risiko, eksempelvis hvis du er en ældre borger med alvorlig sygdom, så kan det være, at du bliver kontaktet af din egen læge eller sygehus, eller det kan være, at du selv kan spørge din læge, om du er i helt særlig risiko.
  • Når det er din tur til at blive vaccineret, modtager du en invitation til vaccination i din e-Boks eller pr. fysisk brev, hvis du er fritaget for digital post. Prioriteringen i forhold til hvornår netop du kan blive vaccineret, sker ud fra sundhedsmyndighedernes vurdering. Det har Jammerbugt Kommune ingen indflydelse på. Brevene udsendes efterhånden, som der er vaccinationstider til rådighed.
  • Når du får tilbudt vaccination mod COVID-19, vil du samtidig få information om, hvornår du kan blive vaccineret, og hvis du selv skal bestille tid til vaccinationen, vil du få at vide, hvordan det foregår.

Hvor?

  • Regionerne opretter vaccinationscentre rundt omkring i landet, hvor de fleste borgere vil kunne blive vaccineret.
  • Nogle vil få tilbuddet mere lokalt på for eksempel plejehjem.
  • Meget personale i eksempelvis sundhedsvæsenet og ældreplejen vil blive tilbudt vaccination på deres arbejdsplads. Det kan være på sygehus eller plejehjem eller på et af de regionale vaccinationscentre eller andre steder. Arbejdsgiveren vil give besked om, hvordan det vil foregå.

Hjælp til transport

  • Jammerbugt kommune kan hjælpe med at få transport via kørselskontoret (7257 7200), hvis du har modtaget et brev om, at du skal bestille en tid til vaccine og ikke kan transportere dig selv.

Hjælp til tidsbestilling

  • Hvis du ikke har NEM-ID, kan du bestille tid via Region Nordjyllands Corona-hotline på tlf. 97 64 84 83.

Ledsagelse til vaccination

  • Kommunen har stort fokus på at sikre hjælp til transport og tidsbooking til dem, som har brug for det.
  • Røde Kors tilbyder også en gratis ledsageordning til vaccination. Formålet er at skabe tryghed omkring vaccinationen for den enkelte.
    Røde Kors-ledsageren kan møde dig ved din egen bopæl, følge med i transporten, vente sammen med dig og sikre, at du kommer trygt hjem igen.
    Røde Kors' frivillige er klar over hele landet, og de følger myndighedernes generelle retningsliner om forebyggelse af smitte, og de bærer mundbind og holder 2 meters afstand så vidt muligt.
    Indsatsen koordineres fra Røde Kors' landskontor, og du kan høre nærmere ved at ringe på 3529 9660.

Efter vaccinationen

Alle vacciner har bivirkninger, men det er ikke alle, der bliver vaccineret, som oplever bivirkninger. Generelt er der tale om milde og forbigående gener, og vaccinerne mod COVID-19 anses for at være meget sikre og veldokumenterede. Herunder er listet de typiske reaktioner, som kan opleves ved alle tre vacciner mod COVID-19.

Lokale reaktioner:
• Smerter og rødme på indstiksstedet

Generelle reaktioner:
• Træthed
• Hovedpine
• Muskel- og ledsmerter
• Kulderystelser
• Let temperaturstigning

Eksempler på sjældne bivirkninger:
• Svære allergiske reaktioner
• Vejrtrækningsbesvær
• Hududslæt
• Hævelser i ansigtet

De fleste vil opleve smerter på indstiksstedet. Mange vil opleve generelle reaktioner som f.eks. muskelsmerter eller let temperaturstigning, som kan opfattes som tegn på, at kroppens immunsystem reagerer på vaccinen, som den skal. Hvis du oplever velkendte og forbigående gener, behøver du ikke kontakte læge.

I sjældne tilfælde kan der ses svære allergiske straksreaktioner, som kommer umiddelbart efter, at du er blevet vaccineret. Har du en svær allergi mod f.eks. lægemidler, skal du være opmærksom på dette, inden du bliver vaccineret. I forbindelse med vaccination mod COVID-19, vil der altid være et beredskab til at håndtere allergiske straksreaktioner.

Læs mere om vaccination og bivirkninger

Få mere information om vaccinationen mod COVID-19

Sundhedsstyrelsens Q&A til frontpersonale om vaccination mod COVID-19.

Hvis du har generelle spørgsmål om vaccinationsprogrammet mod COVID-19, kan du ringe til den myndighedsfælles COVID-19 hotline på telefon 7020 0233.

Følg med på Regionen Nordjyllands side om COVID-19-vaccine

Læs mere om vaccination mod COVID-19 her.

Læs mere om udrulningen af vaccination mod COVID-19 her.

Følg med i hvor mange, der bliver COVID-19-vaccineret hver dag i Danmark her.

About vaccination.

Husk fortsat at følge rådende til at forebygge smitte.