You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Nyhed fra 18.02.2022

Nyt fra Kommunalbestyrelsen - februar 2022

På mødet i Kommunalbestyrelsen 17. februar 2022 blev det besluttet at opføre 20 nye lejeboliger i Brovst og Halvrimmen, at etablere en buslomme i Hune for at sikre fremkommeligheden, og så blev tilsynspolitikken for fritvalgsområdet 2022 godkendt.

Nye boliger i Brovst og Halvrimmen

I Brovst og Halvrimmen opføres der 20 nye lejeboliger. 14 af boligerne opføres i Brovst, mens de seks øvrige bliver opført i Halvrimmen.

Der kommer flere lejeboliger i Øster Han Herred i løbet af næste år. I alt bliver der opført 20 treværelses boliger på ca. 83 m2 med terrasse, redskabsskur og carport. 14 af boligerne i på Kirkegade i Brovst og de resterende seks på Blomstermarken i Halvrimmen.

I Kommunalbestyrelsen er vi opmærksomme på at sikre et bredt udvalg af boliger, både ejerboliger og lejeboliger. Med de to byggeprojekter øger vi udbuddet af lejeboliger.

Borgmester Mogens Christen Gade.

De 14 boliger i Brovst opføres på et 6.000 m2 areal på Kirkegade. Byggeriet forventes at gå i gang i sommeren 2022, og kan derfor stå klar til indflytning ca. ét år efter i sommeren 2023.  Huslejen i Brovst bliver på ca. 6.925 kr. ekskl. forbrugsafgifter om måneden.

De resterende seks boliger i Halvrimmen bliver opført på et ca. 3.400 m2 areal på Blomstermarken. Her bliver den månedlige husleje en smule lavere, da byggearealet har været billigere. Derfor ender den månedlige husleje i Halvrimmen på ca. 6.600 kr. ekskl. Forbrugsafgifter. Forventningen er, at byggeriet i Halvrimmen følger tidsplanen i Brovst, hvorfor boligerne også her forventes at stå klar til indflytning efter sommeren 2023.

Buslomme i Hune

På Vesterhavsvej i Hune etablerer Jammerbugt Kommune buslommer, dvs. én buslomme på hver side af vejen. Det sker for at forbedre fremkommeligheden i byen. Til projektet er der afsat 800.000 kr.

De to buslommer er planlagt til at skulle etableres øst for Ilsigvej i Hune, som er mellem rundkørslen ved Pirupvejen og Hune Forsamlingshus.

De der færdes i Hune om sommeren, kender vist alle til, at trafikken kan være tæt i området. Det ønsker vi at afhjælpe blandt andet ved at lave buslommer, så busserne ikke forsinker trafikken, når de skal sætte passagerer af eller have nye på.

Borgmester Mogens Christen Gade.

Ud over midlerne til buslommerne er der også i budget 2022 afsat penge til at undersøge muligheden for en venstresvingsbane i lyskrydset på Vesterhavsvej. Dette er også for at sikre, at trafikken flyder lettere, ved at venstresvingsbilister ikke skaber trafikprop i krydset.

Godkendelse af tilsynspolitik for fritvalgsområdet

Tilsynspolitikken for fritvalgsområdet 2022 er godkendt af Kommunalbestyrelsen. Den dækker tilsyn med alle leverandørers tilbud om personlig og praktisk hjælp og madservice til borgere i eget hjem. 

Borgere i eget hjem, der får praktisk eller personlig hjælp eller madservice, kan vælge efter reglerne om frit valg af leverandør. Det betyder samtidig, at kommunen skal føre tilsyn med leverandørernes tilbud, bl.a. om de svarer til borgernes aktuelle behov. Samtidig skal tilsynspolitikken være med til at sikre, at opfølgningen på området sker systematisk.

Revideringen af politikken er sket i samarbejde med Seniorrådet. Rådet har foreslået, at temaer som blandt andet kommunikation og kompetencer med fordel kan indgå i tilsynspolitikken. Disse input har Jammerbugt Kommune indarbejdet i tilsynspolitikken, så de indgår i et af de tre overordnede temaer for tilsynspolitikken. I forbindelse med den efterfølgende høring af tilsynspolitikken har Seniorrådet også foreslået, at pårørende bør inddrages i tilsyn på plejecentrene. Jammerbugt kommune agter også at inddrage Seniorrådets forslag i tilsynsarbejdet på plejecentrene.

Vi skal sikre, at hjælpen ude hos borgerne sker i overensstemmelse med de fastsatte standarder, vi politisk har sat for personlig og praktisk hjælp. Borgerne skal have den hjælp, de er berettiget til. Vi er glade for de forslag, som Seniorrådet er kommet med i den forbindelse.

Borgmester Mogens Christen Gade.