You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Nyhed fra 14.10.2022

Nyt fra Kommunalbestyrelsen - 13. oktober 2022

Budget 2023 for Jammerbugt Kommune er vedtaget, nyt boligområde ved Østre Hovensvej i Aabybro og Konvertering fra naturgas til fjernvarme i Nørhalne.

Sidens indhold

Budget 2023 for Jammerbugt Kommune er vedtaget

På Kommunalbestyrelsesmødet torsdag 13. oktober blev budgettet for 2023 og overslagsårene 2024-2026 endelig vedtaget.

Større udgifter og mindre indtægter har præget dette års budgetlægning, og det betyder en nødvendig prioritering på både drift og anlæg for at sikre et solidt budget. Trods de snævre rammer er det alligevel lykkedes at prioritere de store serviceområder.

Igen i år har vi indgået en bred budgetaftale, det er et udtryk for, at der er vilje til et bredt politisk samarbejde i Kommunalbestyrelsen, hvor vi står sammen om kommunens udvikling – og for næste års budget – for de udfordringer, vi står overfor i forhold til stigende inflation, mangel på kvalificeret arbejdskraft og stigende udgifter.

Borgmester Mogens Christen Gade

Bag budgetaftalen står partierne: Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet og Venstre.

Flot investeringsniveau

Med budgetaftalen er der sikret et stabilt investeringsniveau i 2023, der er blandt andet afsat midler til skolebyggeri i Jetsmark, El-ladestandere, Idrætscenter Jammerbugt og Midtbyplan i Pandrup.

På grund af den meget stramme økonomiaftale mellem Regeringen og KL, har kommunen været nødt til at udskyde allerede prioriterede anlægsprojekter til overslagsårene. Projekterne udskydes altså og vil indgå i den fremadrettede prioritering ved de kommende års budgetlægning.

Skole- og dagtilbud

Den forebyggende indsats ved kommunens skoler og dagtilbud bliver prioriteret højt i næste års budget. Som i resten af landet, mistrives et stigende antal af børn og unge desværre også i Jammerbugt Kommune. Derfor vil der fortsat være to socialrådgivere på fuld tid tilknyttet kommunens skoler og dagtilbud, hvor de kommer fast for at sikre, at flest mulige børn og unge kan få en tidlig indsats.

I lighed med hvad man oplever i andre kommuner, ser vi også i Jammerbugt Kommune en stor stigning i antallet af børn og unge, der indstilles til Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR).

En Pædagogisk Psykologisk Vurdering (PPV) er et vigtigt redskab for skole, forældre og barn, når et barn har vanskeligheder, der kræver yderligere udredning. Ventelisterne til en PPV er lange i mange kommuner, også i Jammerbugt Kommune. For at få nedbragt ventelisterne opnormerer kommunen med yderligere psykologer. Opnormeringen sker ved at tilføre området yderligere 1,0 mio. kr.

Rekruttering og fastholdelse af sundhedsfaglige medarbejdere

For at styrke de centrale kernevelfærdsopgaver på seniorområdet, fortsætter indsatsen for at rekruttere og fastholde det sundhedsfaglige personale på området.

Der er derfor afsat 0,5 mio. kr. i 2023 til bl.a. øget elevvejledning, mentorordning og senioraftaler på det sundhedsfaglige område.

Tilførsel af midler til Seniorområdet og fastholdelse af både serviceniveau og klippekort

For at sikre det nuværende service- og kvalitetsniveau på seniorområdet, tilføres dette område 18 mio. kr. Det betyder, at rengøring fortsat kan ske hver anden uge, ligesom klippekortordningen fortsætter, således de svageste, ældre borgere kan få støtte til aktiviteter efter eget ønske.

Hovedtal for budget 2023

Indtægter på i alt 2,750 mia. kr.

Indkomstskatten er uændret 25,7 procent og grundskylden tilsvarende uændret 32,85 promille

Uændret kirkeskatteprocent på 1,20 procent

Nettodriftsudgifter på 2,628 mia. kr.

Overskud på skattefinansieret drift på 106 mio. kr. kr.

Skattefinansieret anlægsbudget 86 mio. kr. kr.

Nettoafdrag på gæld – 64 mio. kr. kr. 

Der er budgetteret med et kasseforbrug på 33 mio. kr. kr. i 2023.

Den gennemsnitlige likviditet over 12 mdr. forventes ved udgangen af 2023 at være ca. 128 mio. kr. kr.

Nyt boligområde ved Østre Hovensvej i Aabybro

Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune har godkendt et forslag til en lokalplan for et nyt boligområde ved Østre Hovensvej i Aabybro. Forslaget til lokalplanen er nu i offentlig høring i otte uger, inden det kan endeligt godkendes.

Aabybro er en eftertragtet by i stor vækst, og et nyt boligområde ved Østre Hovensvej i Aabybro skal være med til at sikre et fortsat attraktivt udbud af boliger i Aabybro. I forslaget til en lokalplan for det nye boligområde er der bl.a. lagt vægt på, at området skal udvikles og bindes sammen med resten af Aabybro samt skov og natur, så der fortsat sikres en helhedsorienteret planlægning af nye boliger i Aabybro generelt.

Om det nye boligområde

Størstedelen af det nye boligområde er i dag landbrugsjord. Som boligområde vil det blive delt i to delområder. Delområde 1 udgør ca. 9,8 hektar til parcelhuse. I delområde 2 på ca. 4,4 hektar skal der være dobbelthuse, rækkehuse o.l. Der er fokus på at sikre en sammenhæng mellem de to delområder, som vil blive adskilt naturligt af Østre Hovensvej.

Inden for hele området er der givet brede arkitektoniske rammer i forhold til materialer og stilarter for at kunne skabe et traditionelt men også et mere særpræget udtryk.

Delområde 1

Parcelhusområdet bliver samlet omkring én vejadgang og to stikveje. Området bliver tilpasset det omkringliggende parcelkvarter i forhold til bebyggelsesomfang og udseende. Delområde 1 består af ca. 30 grunde på minimum 1000 m2 med en bebyggelsesprocent på 30.

Delområde 2

I det andet delområde med rækkehuse, dobbelthuse o.l. bliver grundene minimum 250 m2 med en bebyggelsesprocent på 40. I delområde 2 vil der blive en vejbyggelinje på 17 meter fra vejmidten for at skabe plads til udvidelse af vejen og mindske støj. Der er planer om to adskilte projekter i delområdet med separate vejadgange og arkitektoniske udtryk.

Grønne områder

Al beplantning i det nye område skal etableres med respekt for de natur- og miljømæssige værdier, der allerede er i området, og for fortsat at beskytte og sikre den grønne karakter i området ved Aabyskoven bliver der etableret en grøn kile med en bredde på 40 meter mellem Aabyskoven og de byggegrunde, der ligger mod øst. Denne kile vil bestå af beplantning, som understøtter skovens trivsel og kan derudover anvendes til f.eks. fællesareal.

Herudover er der plantet ny skov lige nord for området, og ud mod Østre Hovensvej bliver der også en grøn kile i begge sider til afskærmende beplantning og rekreative forbindelser.

Forslaget til lokalplanen for det nye boligområde ved Østre Hovensvej i Aabybro er nu i offentlig høring i otte uger, før en lokalplan kan endeligt godkendes.

Konvertering fra naturgas til fjernvarme i Nørhalne

Nørhalne skal være et fjernvarmeområde i stedet for et naturgasområde. Det har Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune netop besluttet.

Omlægningen kan være med til afbøde de stigende energipriser og gavner både borgerne, den grønne omstilling og sikrer en bedre udnyttelse af overskudsvarme.

Nørhalne har siden 1989 ligget i naturgasområde, men nu skal det ændres til at være fjernvarmeområde, så Nørhalne kan få fjernvarme leveret af Aalborg Varme A/S via et nyt forsyningsnet.

Ændringen kommer til at omfatte ca. 400 boliger, der i dag opvarmer med naturgas eller olie.

Udover at imødekomme borgernes ønske om at få adgang til fjernvarme giver ændringen også bedre mulighed for at bidrage til den grønne omstilling og sikre en bedre udnyttelse af den overskudsvarme, som Aalborg Varme A/S har adgang til. Ikke mindst kan projektet hjælpe i forhold til de stigende energipriser.

Borgmester Mogens Christen Gade

Projektet kan kun realiseres, hvis Aalborg Varme A/S opnår tilsagn om tilslutning fra mindst 60% af det potentielle areal senest medio 2023, og hvis Aalborg Varme A/S kan få tilskud fra Fjernvarmepuljen, hvilket Energistyrelsen skal godkende.

Derfor er første step nu, at Jammerbugt Kommune har godkendt projektet for den del, der fysisk ligger i Jammerbugt Kommune. Når tilskud fra Fjernvarmepuljen er godkendt af Energistyrelsen, går Aalborg Varme A/S i gang med at opnå de 60% tilsagn.

Herefter er planen, at anlægsprojekterne sættes i gang i 2023. Man regner med, at det vil tage ca. 1 år at lave et distributionsnet fra Aalborg Varme A/S til Nørhalne, og herefter vil der løbende ske tilkobling fra de bygninger, som ønsker dette.