Baggrund for temarevision
Kommuneplan21 blev godkendt i december 2021. I den forbindelse blev det besluttet, at kapitlerne om vindmøller og solceller i kommuneplanen skulle revideres ved en særskilt temarevision i et kommuneplantillæg. I forbindelse med opstarten af temarevision blev det besluttet, at også biogas skulle indgå i kommuneplantillægget. Formålet med temarevisionen er at fastlægge en strategi og principper for den fremtidige planlægning for vindmøller, solcelleparker og biogasanlæg i Jammerbugt Kommune.
Temarevisionen skal understøtte realisering af de målsætninger i Jammerbugt Kommunes DK2020-klimahandlingsplan, der går frem til 2030. Jammerbugt Kommune har mål om:
1. at reducere den samlede udledning af CO2 i Jammerbugt Kommune inden for landbrug, energi, transport og affald med 70 % i 2030 i forhold til 1990,
2. at udledningen fra energiområdet er klimaneutralt i 2030,
3. at producere 30 % mere grøn energi, end der forbruges totalt set i kommunen i 2030, og
4. at bidrage til Nordjyllands samlede vision om at blive 100 % selvforsynende med vedvarende energi i 2040. Målet stammer fra det fælleskommunale projekt GrønEnergi Nordjylland 2040, der har ophæng i Business Region North Denmark (BRN).
DK2020-planen omfatter desuden en målsætning om, at 50 % af gyllen i kommunen udnyttes til biogas i 2030. Ved vedtagelse af DK2020-planen var det hhv. 8% kvæggylle og 6% svinegylle, der blev transporteret til biogasanlæg.
Udover de lokale målsætninger ønsker Jammerbugt Kommune at bidrage til den statslige udbygning af den grønne energi og de målsætninger, der ligger heri herunder målsætningen om at 55 % af Danmarks energiforbrug skal være dækket af vedvarende energi i 2030 (energiaftalen 2018).
Siden arbejdet blev igangsat, er temarevisionen desuden blevet stadig mere relevant i takt med stigende energipriser og stigende statsligt fokus på udbygning af VE-anlæg.
Temarevision af kommuneplanen vedrørende solceller, vindmøller og biogas blev igangsat af Økonomiudvalget i juni 2022.
Økonomiudvalget besluttede i juni 2022, at følgende skulle lægges til grund for for-debatten:
- Strategien for vedvarende energi frem til næste kommuneplanrevision i 2025 er, at fokus lægges på solceller og biogas. Der sker ingen ny planlægning af vindmøller. Ved den næstkommende kommuneplanrevision laves ny vurdering af energibehov og kapacitet på elnettet, og derfra træffes beslutning om fremtidig planlægning.
- En række principper for placering af solcelleparker. Principperne har to formål. For det første angiver de retningen for fremtidig planlægning og indarbejdes i kommuneplanen som en retningslinje. For det andet danner de grundlag for vurdering af indkomne ansøgninger om solcelleparker.
Principper for solceller
- Få, større parker - frem for mange små.
- Udbygningen med solcelleparker skal ske i takt med en stigning i elforbruget.
- Der skal foreligge en nettilslutningsaftale inkl. tidsplan ved startredegørelse, dvs. tidsplan for tilslutning til transmissionsnettet.
- Fokus på multifunktionalitet, så bl.a. natur-, fritids-og klimainteresser inddrages.
- Lokalt medejerskab og proces for inddragelse af lokalområdet, både i forhold til placering, økonomi og rekreative muligheder mv.
- Placering af solceller på fladt terræn skal så vidt muligt ske, hvor der ikke er indblik fra højtliggende naboarealer.
- Solceller må ikke placeres i kystnærhedszonen.
- Solceller må ikke placeres inden for værdifulde landskaber (bevaringsværdige og større, sammenhængende landskaber).
- Placering på kulstofrige lavbundsjorde tæller hverken positivt eller negativt i vurdering af projekter, men kan udløse forskellige krav om synergi.
For-debat for kommuneplantillæg
Første fase af temarevisionen bestod af en for-debat. Her blev projektansøgere, der ønsker, at deres solcelle-projekt skal indarbejdes i kommuneplanen, opfordret til at fremsende deres ansøgning. I for-debatten blev desuden indkaldt øvrige forslag og ideer til kommuneplantillægget. For-debatten varede fra 28. juni til 9. august 2022.
Der er indkommet i alt 13 ansøgninger om VE-projekter i for-debatten, 10 af disse ansøgninger omhandler solcelleparker. To af disse omfatter også ansøgning om vindmøller. Derudover indkom 2 ansøgninger, der udelukkende omhandler vindmøller. Desuden er der indkommet 1 ansøgning, der udelukkende omfatter forundersøgelse på et biogasanlæg.
Interesseområder
På baggrund af de opstillede principper besluttede Kommunalbestyrelsen i september 2022 at udpege tre interesseområder for solcelleanlæg til indarbejdelse i forslag til kommuneplanforslaget. De tre interesseområder er Kaasholm, Klim og Rendbæk Øst, hvor der var indkommet ansøgninger om opstilling af solceller, der blandt andet ud fra deres størrelse blev vurderet til at leve op til de opstillede principper for solceller.
To af disse interesseområder (Klim og Rendbæk Øst) omfatter ansøgninger, der ikke alene omhandler solcelleparker, men også andre VE-anlæg. Med forslag til kommuneplantillægget udpeges dog alene interesseområder for enten solcelleanlæg eller biogasanlæg. Det vil sige, at selvom ansøgningerne også omfatter f.eks. vindmøller og PtX-anlæg, medtages det ikke i dette kommuneplantillæg.
Det skal dog nævnes, at Kommunalbestyrelsen samtidig besluttede at områderne i Klim og Rendbæk Øst skulle indmeldes til en statslig screening for arealer til energiparker i Danmark. Her forstås energiparker som større samlinger af landvindmøller og solcelleanlæg med eventuel tilkobling til PtX-anlæg. I Klim-området er der i dag opstillet vindmøller, og ved Rendbæk Øst er der lokalplanlagt for nye vindmøller. Den statslige screening gennemføres i efteråret 2022. Eventuel kommunal planlægning for energiparker vil dermed ikke kunne gennemføres uden endnu et kommuneplantillæg for f.eks. Power-to-X-anlæg.
Øvrige ansøgninger, som ikke indarbejdes som interesseområder i kommuneplantillægget, kan genoptages til prioritering ved fremtidig kommuneplanlægning, eller når de udvalgte interesseområder i kommuneplantillægget er udnyttet.
Interesseområde for solceller - Kaasholm
Interesseområdet ved Kaasholm kan udnyttes til ca. 400 ha solcellepark, hvor der opnås en kapacitet på næsten 400 MW, hvis der opstilles stationære paneler. Ved opstilling af solceller på trackerstativer, hvor panelerne drejer sig efter solen, vil kapaciteten være mindre, men den samlede årlige produktion kan være større end ved de stationære paneler.
Fremtidig, konkret planlægning for solcelleanlæg omfatter udarbejdelse af kommuneplanramme, lokalplan og miljøvurdering. Her skal den endelige afgrænsning og udformning af projektet afklares. Ansøger har indledt dialog med lokale interessenter, og det forventes, at en endelig ansøgning, der er baseret på denne dialog, kan foreligge i foråret 2023.
Interesseområde for solceller - Klim
Interesseområdet er baseret på to ansøgninger i for-debatten, der i alt omfatter ca. 585 ha solceller.
Fremtidig, konkret planlægning for solcelleanlæg omfatter derfor at de to projekter skal kombineres eller koordineres.
Området er indsendt til den aktuelle statslige screening af arealer til energiparker.
Interesseområde for solceller Rendbæk Øst
Under for-debatten blev der ansøgt om en solcellepark på ca. 670 ha i tilknytning til de vindmøller, som er lokalplanlagt for ved Rendbæk Øst. Formålet er, at solcelleparken og vindmøllerne skal indgå i en energiø, hvor der også etableres et biogasanlæg og pyrolyseanlæg.
Området er indsendt til den aktuelle statslige screening af arealer til energiparker.
Interesseområder ved Rendbæk Øst omfatter ikke hele ansøgningen om solceller, da et mindre område ved Søengene mod syd (170 ha) anses for en mindre, selvstændig solcellepark. Området indgår derfor ikke i interesseområdet.
Interesseområde for Biogas Øst
Ansøgningen om en energiø ved Rendbæk Øst indeholder også et ønske om at etablere et biogasanlæg som del af industriklyngen indenfor projektområdet. Ved at udpege en del af området som interesseområde for biogas i kommuneplanen, kan der på nuværende tidspunkt sendes et signal om, at Jammerbugt Kommune ønsker at arbejde for realiseringen af energiøen.
Interesseområde for Biogas Vest
En gruppe lokale landmænd har sammen skabt en stor interesse for opbygning af et biogasanlæg i den vestlige del af kommunen. Gruppen arbejder med et projekt, hvor fundamentet for et biogasanlæg bygger på:
- lokale landbrug, såvel husdyrbrug som planteavlere.
- lokale biomasser, hovedsageligt fra områdets landbrug husdyrbrug såvel som planteavl. Dette lokale fundament sikrer en stabil produktion på biogasanlægget, når forsyningen sikres af dem, der ejer anlægget, og de bor i området.
- et anlæg på ca. 500.000-600.000 ton pr. år på basis af de for nuværende til rådighed værende biomasser i nærområdet.
- lokal placering inden for et område, der i kommuneplanen er udpeget som højtprioriteret landbrugsområde.
- mulighed for lokal investering for såvel erhverv som ved folkeaktier.
- mulighed for overskudsvarme til lav kostpris.
Ved at udpege området som interesseområde for biogas i kommuneplanen signalerer Jammerbugt Kommune, at der støttes op om det lokale initiativ for etablering af et biogasanlæg i den vestlige del af kommunen.
Kommuneplantillæggets indhold
I kommuneplanens hovedstruktur indarbejdes tekst under emnet Bæredygtighed om den vedtagne strategi for udbygning med solcelleparker og biogasanlæg og uden ny planlægning for vindmøller. På et oversigtskort vises de udpegede interesseområder for solceller og biogasanlæg.
Retningslinjer-delen under overskriften Klima, Energi og Infrastruktur konsekvensrettes i overensstemmelse med den ny hovedstruktur og nye principper for solceller. Det gælder retningslinjerne 5.2 Vindmøller, 5.3 Biogasanlæg og 5.4 Solenergianlæg.
Proces for kommuneplantillæg
November 2022: Godkendelse af forslag til kommuneplantillæg.
December januar 2023: 8 ugers offentlig høring.
Januar 2023: Borgermøde om kommuneplantillæg.
Marts/april 2023: Endelig vedtagelse af kommuneplantillæg.