Frit og udvidet valg af sygehus

Du kan vælge mellem alle offentlige sygehuse i Danmark, når du skal undersøges eller behandles. Hvis ventetiden er over en måned, kan du også vælge et privathospital. Har du en livstruende sygdom, er ventetiden endnu kortere.

Frit sygehusvalg

Du kan frit vælge mellem alle offentlige sygehuse, når du skal undersøges eller behandles.

Du skal som hovedregel selv betale transporten, hvis du vælger et sygehus uden for din egen region.

Hvornår kan jeg ikke frit vælge sygehus?

  • hvis sygehuset, du ønsker, har væsentligt længere ventetider end lignende afdelinger på andre sygehuse
  • hvis du bliver indlagt akut. Her vil du blive bragt til det nærmeste sygehus
  • nogle højt specialiserede afdelinger kræver, at du lider af en bestemt sygdom, fx på Rigshospitalet
  • retten til selv at vælge sygehus - ved psykiatrisk behandling - kan begrænses af hensyn til dig selv.

Flere valgmuligheder ved ventetid (udvidet frit sygehusvalg)

 Hvis ventetiden til behandling på et offentligt sygehus overstiger 30 dage, har du ret til at vælge behandling på et privathospital. Det vil sige, at du frit kan vælge at blive henvist til et af de privathospitaler, som har indgået aftale med Danske Regioner.

På mitsygehusvalg.dk kan du se en oversigt over hvilke privathospitaler, du kan vælge imellem.

Hvornår kan jeg ikke benytte det udvidede frie sygehusvalg?

  • hvis privathospitalet, du ønsker, har væsentligt længere ventetider end lignende afdelinger på andre sygehuse
  • hvis privathospitalet ikke har en aftale med regionerne
  • hvis du skal have organtransplantation, sterilisation, fertilitetsbehandling, refertilisations- behandling, høreapparatbehandling, kosmetisk behandling, kønsskifteoperation eller ophold på rekonvalescenthjem.

Kortere ventetid ved livstruende sygdom

Der er fastsat maksimale ventetider til behandling for visse kræft- og andre livstruende sygdomme.

Hvilket sygehus skal jeg vælge?

Du kan se ventetider for behandlinger på offentlige sygehuse og privathospitaler på venteinfo.dk. Både din læge og den sygehusafdeling, du er henvist til, kan vejlede dig om behandling, ventelister og dine muligheder for at vælge et andet offentligt sygehus eller et privathospital.

Du kan også henvende dig til en patientvejleder i din bopælsregion.

Find information om kvalitet i sundhedsvæsenet

På internettet kan du finde oplysninger om de forskellige sygehuse og om sundhedspersoner, der har været kritik af:

Sammenlign sygehuse og klinikker på sundhedskvalitet.dk

Sundhedskvalitet er et redskab til dig, når du skal vælge eller vil sammenligne sygehuse og klinikker. Sundhedskvalitet viser dig oplysninger om kvalitet og service på sygehuse og klinikker - både offentlige og private.

Patientoplevelser

Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP) bliver gennemført på landets sygehuse hvert år. Læs om undersøgelsen og undersøgelsens resultater her.

Tilsynslisten

Sundhedsstyrelsen har lavet en liste over sundhedspersoner, der har påbud, er i skærpet tilsyn eller har fået foretaget hel eller delvis indskrænkning af deres autorisation.

Kritik af sundhedsfaglige

Styrelsen for Patientsikkerhed har en liste med afgørelser om alvorlig eller gentagen kritik truffet af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. Endvidere kan du finde afgørelser om kritik i forbindelse med kosmetiske indgreb.

Hvis du vil klage

Du kan sende klager til Styrelsen for Patientsikkerhed eller til en patientvejleder i din region. En patientvejleder kan også hjælpe dig med at lave klagen.

Hvis du ikke har NemID:

Min sundhedsjournal

På sundhed.dk samler sundhedsjournalen dine sundhedsdata i et overblik, der giver hurtig adgang til dine seneste personlige oplysninger. Sundhedsjournalen viser data fra forskellige kilder om din medicin, journaler fra sygehus og egen læge, laboratoriesvar, dine behandlinger på sygehuse samt evt. donorregistrering og livstestamente.

Lovgivning

Din ret til frit og udvidet frit sygehusvalg er beskrevet i Sundhedslovens afsnit VI om Sygehusydelser og i "Bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling m.v.".