HF

HF (højere forberedelseseksamen) er en almen gymnasial uddannelse på linje med studentereksamen. Det tager dog kun to år at gennemføre en HF-uddannelse. 

Søg om optagelse på HF på optagelse.dk

For at blive optaget på HF (højere forberedelseseksamen) skal du have afsluttet 10. klasse i folkeskolen eller haft anden undervisning på et tilsvarende niveau. Alternativt skal du bestå en særlig adgangsprøve for at få adgang til studiet.

Ansøgningen til HF foregår digitalt, og du søger via optagelse.dk.

Går du i 10. klasse, hjælper din skole og din vejleder dig med at udfylde din uddannelsesplan og søge om optagelse. Ansøgningsfristen er 1. marts, og du får skriftligt svar senest 1. juni, om du er blevet optaget.

Er du gået ud af skolen, kan du selv udfylde en ansøgning på optagelse.dk. Hvis du søger inden den 15. marts, vil skolerne have mulighed for at vurdere din ansøgning sammen med ansøgningerne fra de elever, der søger direkte fra 10. klasse.

Følg linket herunder og find et HF-uddannelsessted i nærheden af dig.

Formål med HF

Formålet med HF (højere forberedelseseksamen) er, som navnet antyder, at forberede de studerende til at tage en videregående uddannelse.

Uddannelsens indhold

Fagene på HF er inddelt i gymnasiale C-, B- og A-niveauer, hvor A er det højeste niveau.

Et toårigt HF-kursus omfatter følgende obligatoriske fag:

  • dansk på A-niveau
  • engelsk på B-niveau
  • idræt på C-niveau
  • matematik på C-niveau
  • billedkunst, dans, design, dramatik, mediefag eller musik på C-niveau
  • en kultur- og samfundsfaggruppe bestående af historie på B-niveau, religion på C-niveau og samfundsfag på C-niveau
  • en naturvidenskabelig faggruppe bestående af biologi, geografi og kemi på C-niveau.

Herudover kan du vælge imellem en række forskellige valgfag, der varierer fra skole til skole.

Enkeltfag

Med HF enkeltfag kan du supplere en anden gymnasial uddannelse, tage enkelte fag eller tage en fuld HF-eksamen i dit ønskede tempo. Du kan tidligst blive optaget et år efter, at du har afsluttet folkeskolen, og du skal bestå en adgangsprøve for at komme ind på uddannelsen.

Karakterer og eksamen

Der bliver ikke givet standpunkts- eller årskarakterer på HF, men lærerne giver to gange årligt de studerende en mundtlig evaluering af deres arbejde.

Som afslutning på det toårige HF-forløb skal de studerende til eksamen i alle de obligatoriske fag og 2-4 valgfag. Derudover indgår en samlet mundtlig prøve i kultur- og samfundsfaggruppen og en samlet mundtlig prøve i den naturvidenskabelige faggruppe.

Enkeltfagsstuderende skal til eksamen i følgende fag:

  • dansk, A-niveau
  • engelsk, B-niveau
  • matematik, C-niveau

Derudover gælder de samme regler som for studerende på det toårige kursus. Dog kan enkeltfagsstuderende vælge at skifte de mundtlige prøver i kultur- og samfundsfag og naturvidenskab ud med prøver i enkeltfagene historie på B-niveau og religion og samfundsfag på C-niveau og i enkeltfagene biologi, geografi og kemi, alle på C-niveau.

Hvis du vil klage

Hvis du er utilfreds med undervisningen og undervisningens tilrettelæggelse, eksamen, eksamenskarakterer, tildelt studieretning og valgfag, mangel på specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand mv., kan du klage til rektor.

Er du utilfreds med rektors afgørelse, kan du inden 14 dage efter afgørelsen indgive en skriftlig klage til rektor, som videresender klagen til Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling med sin egen udtalelse i sagen.

Før sagen videresendes til ministeriet, har du ret til med en uges frist at kommentere sagen. Dine eventuelle kommentarer bliver sendt med til ministeriet.