Selvstændig virksomhed og efterløn

A-kassen skal tillade, at du arbejder som selvstændig ved siden af din efterløn. Arbejdstimerne gør som regel din efterløn mindre.

Hvor meget må jeg arbejde?

Du kan drive selvstændig virksomhed i begrænset omfang, samtidig med at du modtager efterløn. Det er en forudsætning, at du på forhånd har fået lov af din a-kasse. Tilladelsen er nødvendig, uanset om du vil fortsætte en virksomhed, du allerede har, eller du vil starte en ny virksomhed. De timer du arbejder, vil blive trukket i din efterløn. Du skal også opfylde de almindelige betingelser for ret til efterløn.

Du må have alt det almindelige lønarbejde, du har lyst til samtidig med efterløn, og derudover må du have selvstændig virksomhed i begrænset omfang. Dine arbejdstimer vil blive trukket fra din efterløn.

Du kan få tilladelse til at drive selvstændig virksomhed og samtidig få efterløn efter en af de fire ordninger:

  • efterløn til selvstændige efter 400-timers-ordningen
  • efterløn til selvstændige med en enkeltstående arbejdsopgave
  • efterløn til selvstændige efter 18½-times-ordningen
  • efterløn til selvstændige efter 962-timers-ordningen.

Efterløn til selvstændige efter 400-timers-ordningen

400-timers-ordningen giver dig mulighed for at drive en lille virksomhed med op til 400 timer årligt, hvor dækningsbidrag 1 - indtægten fratrukket de variable omkostninger - ikke overstiger 77.498 kr. (2017).

Du skal opfylde visse betingelser for at kunne gå eller være på efterløn som selvstændig efter 400-timers-ordningen:

  • Der må højst arbejdes 400 timer årligt i virksomheden.
  • Virksomhedens indtægter minus relevant vareforbrug er højst 77.498 kr. (2017) pr. regnskabsår.

Din selvstændige virksomhed kan være en, du fortsætter, fra før du gik på efterløn, eller det kan være en ny virksomhed, som du gerne vil starte.

Hvis du driver et interessentskab, kan nettoomsætningen være større end eller 77.498 kr. (2017), men din egen andel skal holde sig inden for grænsen.

Efterløn til selvstændige med en enkeltstående arbejdsopgave

Du kan få tilladelse til at udføre en enkeltstående arbejdsopgave, som er selvstændig virksomhed, mens du får efterløn. Du skal opfylde visse betingelser, herunder at:

  • du udfører en enkeltstående opgave, der har karakter af selvstændig virksomhed.
  • du må højst bruge 400 timer på opgaven.
  • opgaven varer højst seks måneder.

Hvis du fx bliver lønnet efter regning eller afregner moms, er du som udgangspunkt selvstændig erhvervsdrivende i forhold til efterlønsreglerne.

Arbejdsopgaven kan være en, du fortsætter, fra før du gik på efterløn, eller det kan være en ny, som du gerne vil påbegynde.

Opgaven kan ikke godkendes som enkeltstående, hvis du fx annoncerer, køber driftsmidler, indretter lokaler eller foretager dig andet, der kan anses for at være etablering af en vedvarende selvstændig virksomhed.

Du kan kun få tilladelse til en enkeltstående arbejdsopgave en enkelt gang, efter du er overgået til efterløn.

Efterløn til selvstændige efter 18½-times-ordningen

18½-timers-ordningen giver dig mulighed for at fortsætte med at arbejde præcis 18½ time om ugen i din selvstændige virksomhed, hvis du inden overgangen til efterløn har drevet den i væsentligt omfang. Du vil have mulighed for at få op til 18½ times efterløn om ugen, samtidig med at du driver virksomheden.

Du skal opfylde visse betingelser for at kunne gå på efterløn efter 18½-times-ordningen:

  • Du skal varigt have nedsat din arbejdstid i din virksomhed til præcis 18½ timer per uge. Nedsættelsen skal være sket inden for de seneste seks måneder.
  • Din selvstændige virksomhed skal være en, du fortsætter, fra før du gik på efterløn.
  • Du skal have drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i de sidste tre hele regnskabsår og have været forsikret som selvstændig. Der er ingen begrænsning på indtægterne fra din virksomhed. Du kan have ansatte i virksomheden, og din ægtefælle kan deltage i driften.

Efterløn til selvstændige efter 962-timers-ordningen

962-timers-ordningen giver dig mulighed for at arbejde op til 962-timer om året i din egen virksomhed. Du kan dog maksimalt få 962 timers efterløn om året, hvis du arbejder efter denne ordning.

Du skal opfylde visse betingelser for at kunne gå på efterløn som selvstændig efter 962-timers-ordningen:

  • Du har varigt nedsat din arbejdstid i din virksomhed til højst 962 timer pr. kalenderår.
  • Virksomheden skal være baseret på din egen arbejdskraft. Din ægtefælle kan dog fortsat arbejde i virksomheden, hvis han eller hun også har gjort det i væsentligt omfang i de sidste tre hele regnskabsår.
  • Din årlige skattepligtige indtægt fra virksomheden er halveret, i forhold til gennemsnittet af virksomhedens skattepligtige indkomst de sidste tre år, før du overgår til efterløn.

Begge ændringer skal være sket inden for de seneste seks måneder. Derudover skal du have drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i de sidste tre hele regnskabsår.

I særlige tilfælde kan du få tilladelse fra Center for Klager om Arbejdsløshedsforsikring til at ansætte en enkelt i virksomheden. Det samlede tidsforbrug i virksomheden – dit eget og den ansattes – må dog tilsammen højst være på 962 timer om året.

Optjen ret til skattefri præmie

Du kan optjene timer til en skattefri præmie – en skattefri sum penge – hvis du har opfyldt udskydelsesreglen, dvs. hvis du har udskudt overgangen til efterløn en vis periode og arbejdet et vist omfang i perioden.

Som udgangspunkt udløser 481 arbejdstimer en skattefri præmieportion på 13.244 kr. (2017) for fuldtidsforsikrede og 8.830 kr. (2017) for deltidsforsikrede. Du kan højst optjene 12 gange 481 timer – 5772 timer – til den skattefri præmie, uanset om du har arbejdet flere timer. Har du fået udbetalt efterløn eller dagpenge i perioden, bliver udbetalingstimerne trukket fra i de mulige 5.772 præmietimer. Er du tilmeldt efterløn efter fortrydelsesordningen, bliver din præmie nedsat med 4 pct. for hver hele års manglende betaling af bidrag.

Du kan være lønmodtager eller selvstændig, når du optjener ret til den skattefri præmie. Er du overgået til efterløn, og har du fået tilladelse til at starte eller videreføre selvstændig virksomhed, kan både dine løntimer og timerne, du fører selvstændig virksomhed i, tælle med i optjeningen af den skattefri præmie.

Arbejdet kan udføres her i Danmark, Grønland, Færøerne, et andet land EØS-land eller Schweiz.

For at få udbetalt den skattefri præmie skal du skriftligt anmode din a-kasse om den, når du har nået folkepensionsalderen.

Arbejdets betydning for din efterløn

De timer, du arbejder, bliver trukket fra i din efterløn, uanset om der er tale om lønarbejde eller arbejde som selvstændig.

Hvis du er på den såkaldte 962-timers-ordning, vil du altid få trukket mindst 12 timer fra per uge, selvom du har arbejdet mindre i virksomheden. Uanset hvor meget eller hvor lidt du arbejder, vil du under 962-timers-ordningen ikke kunne få mere end 962 timers efterløn udbetalt om året.

Sådan søger du om tilladelse til selvstændig virksomhed

Du skal søge om tilladelsen i din a-kasse, hvis du vil drive selvstændig virksomhed, mens du modtager efterløn. Du skal søge om tilladelsen, før du går på efterløn, eller før du starter en ny virksomhed. Det gælder alle typer af virksomheder.

Det er vigtigt, at du søger om tilladelsen i god tid. Du kan søge op til seks måneder før. Det er også vigtigt, at du hurtigst muligt giver a-kassen alle de oplysninger, der er brug for, så sagsbehandlingen ikke forsinkes unødigt.

Når du ansøger om at få lov til at drive selvstændig virksomhed samtidig med efterløn, skal du sandsynliggøre, at virksomheden er afgrænset i et omfang, der gør, at den vil holde sig inden for rammerne af efterlønsordningen. Dit antal af arbejdstimer må ikke blive for højt. Det samme gælder, hvis du har fået tilladelse til selvstændig virksomhed efter 400- eller 18½-timers-ordningen: I dette tilfælde må dine indtægter fra virksomheden heller ikke blive for store.

Hvis du også tidligere har drevet virksomheden, er det et krav, at du har en underskrift fra en registreret eller statsautoriseret revisor, når du skal dokumentere indtægter og omkostninger i virksomheden.

Hvis du ønsker at gå på efterløn midt i et regnskabsår, kan du og din virksomhed have problemer med at holde sig inden for den enkelte ordnings grænser. Du kan da søge om forhøjelse af grænserne, men ansøgningen skal ske, inden du går på efterløn.

Det er en god ide, at du får din a-kasse til at vejlede dig grundigt og i god tid, inden du ansøger om tilladelse til selvstændig virksomhed.

Hvis du får afslag på din ansøgning, kan du ikke få efterløn, før du har ændret dine virksomhedsforhold og har ansøgt igen.

Når du har fået tilladelse til selvstændig virksomhed

Du skal hver måned indsende oplysninger til a-kassen om arbejde m.v. og andre forhold, der har betydning for udbetalingen af efterløn. Udbetalingen af din efterløn kan blive forsinket, hvis du afleverer dine efterlønskort eller årsskemaer for sent. Du kan også risikere at miste retten til din efterløn i  den pågældende måned, hvis a-kassen ikke har modtaget dine oplysninger senest 1 måned og 10 dage efter udbetalingsmånedens udløb.

Du har pligt til at oplyse din a-kasse om alt, hvad der kan have betydning for din ret til efterløn. Det gælder fx de arbejdstimer, du bruger på virksomheden – også tid, du bruger på administration, rengøring, transport, regnskab el.lign. Du skal også oplyse de timer, som andre har arbejdet i eller for virksomheden.

Senest tre måneder efter hvert regnskabsår skal du sammen med din revisor udfylde et årsskema til a-kassen, hvis det er relevant for den ordning, du får efterløn efter. Her skal du oplyse om virksomhedens omsætning.

Du skal desuden oplyse, hvis der sker ændringer i din virksomhed, fx hvis:

  • indtægten i virksomheden stiger
  • du indfører nye åbningstider, annonceringsmetoder eller andre ændringer i virksomheden
  • du ansætter en vikar eller hyrer en maskinstation
  • du bruger flere arbejdstimer end først antaget.

Du skal altid søge a-kassen om en ny tilladelse, inden du indfører udvidelser eller ændringer af virksomheden i forhold til det, der fremgår af den tilladelse, du har fået.

Din a-kasse kan oplyse dig om, hvilken betydning arbejde har for beregning af din efterløn.

Efterlønnen kan standses eller forsinkes

A-kassen standser udbetalingen af din efterløn, hvis det viser sig, at du har arbejdet for meget eller for længe. Du kan først få efterløn igen:

  • fra den 1. januar det følgende kalenderår, hvis du er på 400- eller 18½-timers-ordningen. A-kassen kan dog i særlige tilfælde tillade, at du arbejder mere end 18½ timer om ugen i en periode på op til 13 uger, mens du er på 18½-times-ordningen, men du vil ikke kunne få efterløn i perioden.
  • når opgaven er afsluttet, hvis du er på ordningen med en enkeltstående opgave.
  • fra 1. januar det følgende år, hvis du får efterløn efter 962-timers-ordningen og allerede har fået efterløn for 962 timer i det indeværende kalenderår.

Din efterløn bliver også standset, hvis din virksomheds omsætning har været for stor i forhold til ordningens rammer. Du kan først få efterløn igen, når du har tilbagebetalt den efterløn, der svarer til overskridelsen.

Du skal kunne sandsynliggøre, at overskridelsen ikke opstår en anden gang, hvis du skal have efterløn igen, efter at den har været stoppet.

Beregn efterløn

Her kan du få en vejledende beregning af, hvor meget du kan få i efterløn.

Hvis du vil klage

A-kasserne træffer afgørelser om efterløn. Du kan klage over a-kassens afgørelse til Center for klage over Arbejdsløshedsforsikring. Du skal sende klagen til din a-kasse, som derefter videresender den. Hvis du er uenig i Center for klage over Arbejdsløshedsforsikrings afgørelse, kan du klage over afgørelsen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.