You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Vester Hjermitslev - hvor godtfolk mødes

Vester Hjermitslev er en lille landsby med masser at byde på. Her er kort til Vesterhavet, by og motorvejen mod resten af det ganske land.

Selvom vi bor i en lille by, er vi stærke. Og vi arbejder sammen for at gøre byen attraktiv for alle. Derfor har vi i fællesskab skabt en grøn oase på flere tønder land med shelter, bålplads, sø og stier. Her mødes folk på kryds og tværs. Spejdere og dagplejere, unge og gamle, såvel som lokale og besøgende.

Fællesskab og fri natur

Lige på grænsen til Brønderslev Kommune ligger den gamle stationsby Vester Hjermitslev i naturskønne omgivelser, hvor store, statelige gårde med hvidkalkede gavle og røde tegltage lyser op og giver et indtryk af frodighed.

Vester Hjermitslev har et helt særligt stationsbymiljø, som vidner om jernbanens betydning for udviklingen af byen. Måske som følge af denne særlige stemning, har byen en god tradition for fælles projekter – et eksempel på dette er den fælles arbejdslørdag, hvor byens borgere mødes og sammen tager en tørn for at vedligeholde ’Oasen’.

Oasen er et 2,5 hektar stort naturområde fuld af aktivitetsmuligheder for både ung og gammel. Her er både en sø, en legeplads til de mindre børn om sommeren og en kælkebakke til de lidt større om vinteren. Derudover byder området på to shelters til naturelskerne, hvor man kan sove i det fri, og en bålplads, der indbyder til hygge i skæret fra lejrbålets flammer med udsigt over søen. Når det helt store bål skal tændes, og vi fejrer Skt. Hans overalt i Danmark, er det i Vester Hjermitslev også ved Oasen, folk samles og nynner med på Midsommervisen.

Oasen er ikke det eneste samlingssted i Vester Hjermitslev: Multihallen ’Lunden’ udgør rammen om mange af områdets fritids- og kulturaktiviteter. Foreningslivet i byen er især koncentreret omkring idrætsforeningen og aktiviteterne i Lunden.

Lokal udvikling

Se den lokale udviklingsplan (LUP) for området
V. Hjermitslev