You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Nørhalne - et nemt pendlerliv

Os der bor i Nørhalne har ikke noget imod at pendle. Faktisk har vi kun 6 minutters kørsel til motorvejen mod Aalborg og resten af Danmark.

Den korte afstand til storbyen og Aalborg Lufthavn gør Nørhalne til en oplagt bosætningsby, selvom du ikke arbejder i byen. Hos os behøver du derfor ikke at lægge karrierelivet på hylden for at dyrke det nære og hyggelige familieliv. En god mundfuld frisk luft, gode naboer og mulighed for at udvikle dig bliver alt sammen en realitet i Nørhalne. Det garanterer vi.

Fodbold i blodet

Hvert år i Kristi Himmelfartsferien samles hele Nørhalne om den årligt tilbagevendende sportsbegivenhed: Nørhalne Cup. I løbet af tre dage summer byen af aktivitet, og i fodboldturneringen deltager både lokale piger og drenge og børn fra hele verden.

Nørhalne er frem for alt kendt for at afvikle den tredjestørste fodboldturnering i Danmark: Nørhalne Cuppen. Begivenheden fylder meget i bevidstheden, både for indbyggerne i byen og dem fra de omkringliggende byer. Ja, faktisk involveres det meste af Jammerbugt Kommune i afviklingen af den store turnering. Hele 1800 frivillige fra lokalområdet er med til at løfte den store opgave hvert år. Der skæres frugt og smøres madder på tværs af både bygrænser og generationer, og mange frivillige er gengangere fra året forinden. Cuppen, der nu har eksisteret i 35 år, tiltrækker besøgende og deltagende fra store dele af Europa. Alt, hvad der kan bruges som indkvartering, er booket i turneringsperioden. Butikkerne og restauranterne i Nørhalne og omegn har kronede dage. Når det hele er ovre, vidner de mange hvide Nørhalne Cup t-shirts om turneringens betydning for byen. Man ser dem overalt i bybilledet på de af byens borgere, der har været frivillige under eventen.

”Nørhalne Cup er en del af byens DNA, og alle byens borgere arbejder sammen om at gøre turneringen til en succes hvert år. Når nye familier flytter til byen, fortæller vi dem straks om Cuppen og opfordrer dem til at deltage”

– Claus Svendsen, formand for Idrætsforeningen Fremad Nørhalne

Den store fodboldturnering kunne slet ikke finde sted uden det store sammenhold i Nørhalne og omegn. Den kæmpe opgave det er at indkvartere og tage godt imod så mange mennesker, lykkes hvert år takket være de mange frivillige kræfter. På denne måde er Nørhalne med til at skabe en stærk sammenhængskraft på tværs af hele kommunen, der styrker den frivillige ånd i Nordjylland.

Lokal udvikling

Se den lokale udviklingsplan (LUP) for området
Nørhalne