You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Saltum - lokal udviklingsplan (LUP)

På denne side finder du den lokale udviklingsplan for Saltum.

Om Saltum

Saltum er en perle mellem Blokhus og Løkken. Det er en charmerende by, hvor kreativiteten blomstrer i stor stil: Der er talrige gallerier og kunsthåndværkere i byen – og selvfølgelig den berømte Uldfestival, som lokker mere end 20.000 besøgende til.

Men Saltum er meget mere end strikkepinde og garn. Det unikke, bakkede naturlandskab byder på oplevelser for hele familien. Så grib fat i fiskestangen og ta’ madpakken med – og nyd nogle hyggelige timer med familien i de grønne omgivelser omkring Nols sø.

Saltum-området byder både på en hyggelig by på bakkeøen, dramatisk natur, klitlandskab og rester af stationsbyernes bygningskultur. Saltum-området er et eksempel på, hvordan naturgivne forhold og en velforsynet serviceby kan tiltrække kunsthåndværkere og få et forenings- og kulturliv til at blomstre. 

Vores Vision

I Saltum og omegn ønsker vi at bevare, forbedre og udvikle vores lokalsamfund med børn, unge og børnefamilier i centrum. De er kernen i vores fællesskab og fundamentet for byens fremtid.

Vores mål er, at Saltum forbliver og udvikler sig som en børnevenlig by, hvor generationer lever, lærer og vokser sammen. Vi ønsker at gøre Saltum til en attraktiv by for børnefamilier og unge, så vi skaber en mere balanceret alderssammensætning og en bæredygtig udvikling for lokalsamfundet.

For at omsætte vores værdier til handling vil vi:

  • Bevare og udvikle vores skole, dagtilbud og fritidsaktiviteter som et naturligt omdrejningspunkt for byens liv. Skolen og foreningslivet er afgørende for at fastholde og tiltrække børnefamilier.
  • Forbinde byen og dens muligheder ved at sikre sammenhæng mellem skole, lege- og idrætsområder, sommerhusområderne mod vest og den omkringliggende natur. Vi ønsker, at bevægelse i byen sker naturligt og trygt, så natur, kultur, motion og læring smelter sammen.
  • Forbedre trafiksikkerheden gennem trafikdæmpende tiltag, der skaber tryghed for børn og ældre i hele byen. Samtidig skal dette balanceres med behovet for en velfungerende gennemfartsvej og et aktivt byliv, der understøtter turismen.
  • Udvikle attraktive og fællesskabsfremmende områder, hvor grønne oaser, lege- og opholdspladser samt rekreative områder skaber rammer for et levende og aktivt lokalsamfund.
  • Understøtte et stærkt fællesskab og iværksætteri, hvor gode idéer hurtigt kan omsættes til handling, og hvor byen tilbyder et dynamisk miljø, der også kan tiltrække unge iværksættere.

Vi vil en by, hvor tryghed, sammenhæng og handlekraft skaber en levende ramme for nuværende og kommende generationer.

Vores organisering

Lotte Vestenbæk er byens landdistriktsrådsrepræsentant.

LUP’en skal ses i sammenhæng med udviklingsplanen udarbejdet i forbindelse med Liv i by og skole, som fælles indsats for at skabe udvikling i området.

Vores handlinger

Ønske om telte, foodtruck, hoppeborge, mobilscene til Sommerfest i Idrætsforeningen, i forbindelse med Saltum Festdage og andre arrangementer i byen.

”Jordforbindelse” projekt om aktiviteter i naturen for sårbare unge.

Samlingssted/kulturhus i byen som samlingssted for byens borgere og foreninger – som forslag er Egnshuset (som pt. er på tegnebrættet ved Egnssamlingen), renovering af den gamle købmandsbutik på Tinghøjgade 28 (v. hjørnet af Fælledvej), multihal i enden af klubhuset eller et helt andet sted i byen.

Ønske om et forsamlingshus til private arrangementer – kunne eventuelt være i forbindelse med ovenstående punkt.

Lokaler til fritidsaktiviteter og lektiecafé for større børn og unge. Dette kan bidrage til fastholdelse af ungdommen i Saltum.

Legeplads(er) i byen – kunne være med et idrætsindspark i planlægning og opbygning af en legeplads – eventuelt som en renovering af legeplads ved skole, børnehave og vuggestue. Tiltænkt til øget bevægelse og motion for vores børn og unge. Idrætsforeningen ønsker også at bidrage, udvide og anvende i forbindelse med deres idrætsaktiviteter som allerede foregår på Nols Stadion

Forbedring af skolegården – eventuelt koblet op på ovenstående forslag om legeplads.

Portal med træskulpturer i sydenden af byen – eventuelt også i nordenden.

Ønske om træskulpturværksted som aftenskole/kursus, så træskulpturer kan placeres langs Saltumstierne.

Vedligeholdelse af naturområder ved Dalene.

Oprensning af Nols Sø.

Bro over Nols Sø og/eller plateau med borde/bænkesæt.

Hærvejen skal markedsføres og nytænkes med nye skilte og andre faciliteter, og også mht. linjeføring. Der er ønske fra ”Hærvejen” og Jammerbugt Kommune om at få Hærvejen inden om Saltum by grundet butikker, vand, toiletter, overnatning mv., og Nolsområdet og naturen omkring og vest for byen. Der arbejdes om dette mellem kommunen og stigruppen.

Hundeskov.

Elektroniske indfaldstavler ved indkørsler til byen og/eller i midtbyen ved Svedbanken, der kan reklamere for kommende arrangementer.

Ønske om mere og professionel markedsføring af byen og dens aktiviteter og tilbud (eksempel, så var der 1,9 mio. turistovernatninger i Jammerbugt Kommune sidste år, men kun 3.700 betalende gæster på Egnssamlingen). Eventuelt pjecer til omdeling af sommerhusområder.

Salg af byggegrunde ved Højbogaardsvej – kampagner for styrkelse af bosætning og fokus på markedsføring, hvilke tiltag kan man lave – eventuelt i forbindelse med arrangementer i byen og messer andre steder. Kan grundene evt. ændres, så der kan laves lækre og attraktivt beliggende lejeboliger på noget af arealet?

Kan trafikken på Højbogaardsvej ændres – den har nu karakter af omfartsvej omkring Saltum. Eventuelt med en stikvej gennem byggegrundene (bagved de bagerste).

 

Saltum, Børnevenlig By:

En ide der drøftes i byen, er at ændre byens status trafikalt:

Beholde samme trafikafvikling og hastighed på hovedgaden samt Sdr Saltumvej og Fårupvej. Dog gerne med buslommer ved Egnssamlingen og Torvet/P-plads.

De resterende veje tænkes hastighedsreguleret ned til 20 – 30 km zoner (Evt. lege opholdsområder), startende fra man drejer af fra hovedgaderne. Her er alle veje så korte, at vi kan tillade os at prioritere børn og ældre op i forhold til bilisterne. Tænk for eksempel Nolsvej, hvor mange biler kører i høj fart ned gennem noget der kan betragtes som en skolegård/ et ældreområde.

 

 

Forskønnelse af byen, grønne oaser, kunst.

Samarbejde mellem Egnssamlingen, Husflidsskole, Saltum Skole og det lokale erhvervsliv med henblik på at styrke landsbyidentiteten.

Projekter og nye initiativer ved DRØN hytten og Multibanen og nærområdet Nols.

Fortsættelse af den løbende udvikling og sammenkædning af stisystemer i området – og hvordan vi kan gøre stierne bedre samt vedligeholde dem – herunder skiltning.

Den gode fortælling om byen og området – hvad kan vi tilbyde?

 Styrke tiltrækning af turister, fortællingen om sø, skov og legeplads.

Velkomstfolder til turister.

Kunst til byen.

Byforskønnelse.

Flere arrangementer for børn og unge.

Første-hjælps fokus til børn og unge (scooter, cykler mm).

Udvikle/støtte til Ungdomsklub.

”Stort navn” til Saltum Festdage.

Musik/kunstudstilling eller udvalg til dette.

Fortsat udvikling af aktiviteter og oplysningstavler ved Nols Sø og Koglen.

Ridehal

Vores lokale kontaktperson

Saltums repræsentant i Landdistriktsrådet

Lotte Vestenbæk

lve@jammerbugt.dk

22 87 50 76

Har du yderligere spørgsmål?

Du er altid velkommen til at kontakte "én indgang til Jammerbugt Kommune":

Lars Haagensen 41 91 24 54 eller lah@jammerbugt.dk

Andrea Kuzevski 41 91 28 97 eller akv@jammerbugt.dk