Efteråret 2025 byder på en række spændende og tankevækkende foredrag rundt omkring i Jammerbugt Kommune. Fra identitetspolitik og kunst til DNA og boligformer – der er noget for enhver med interesse for samfund, historie og personlig udvikling.
Foredragene arrangeres i samarbejde mellem Folkeuniversitet Jammerbugts Lokalkomite, Jammerbugt Kommune og ikke mindst de lokale kultur- og borgerforeninger, som huser foredragene og sikrer den lokale opbakning i tråd med værdierne for Folkeuniversitet Jammerbugt – nemlig Videnskab, Værtskab og Fællesskab.
Forskere, formidler og fagpersoner i øjenhøjde
Folkeuniversitetets formål er at bringe viden og oplysning ud til alle – uanset alder og baggrund. Det handler om at styrke den offentlige samtale, skabe nysgerrighed og give borgere mulighed for at møde forskere, formidlere og fagpersoner i øjenhøjde.
Foredragene er derfor ikke blot arrangementer, men en invitation til at deltage i et fællesskab, hvor viden deles og perspektiver udvides.
”Kultur og oplysning er grundstenene i et levende lokalsamfund. Når vi samles om foredrag og samtaler, styrker vi både vores fællesskab og vores forståelse af verden. Det er derfor afgørende, at vi som kommune understøtter initiativer, der styrker borgernes adgang til viden og refleksion. Folkeuniversitetets foredrag er et vigtigt bidrag til den demokratiske samtale og den folkelige dannelse,” understreger Helle Bak Andreasen, formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget
“Folkeuniversitetets foredrag er en gave til alle, der ønsker at blive klogere – ikke kun på samfundet, men også på sig selv og hinanden. Det er dannelse i praksis. Når lokale foreninger og borgere går sammen om at skabe rum for oplysning og debat, viser det styrken i vores fællesskab,” slår Kiki Bille Bach, næstformand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget, fast.
Arrangementer i hele kommunen
I dette efterår kan man således høre foredrag disse steder: Aabybro Bibliotek, Kultur- og Erhvervscenter Jammerbugt, Egnssamlingen i Saltum, Nørhalne Forsamlingshus, Gjøl Natur og Kulturcafé, Øland Medborgerhus, Lokalhistorisk Forening for Aaby Sogn, Ingstrup Bogby og Tinghuset i Fjerritslev.
Alle arrangementer begynder kl. 19. og der findes information om de enkelte arrangementer på Folkeuniversitet Jammerbugt - Jammerbugt Kommune.
Der kan også hentes en folder på det lokale bibliotek og i Borgerservice på Rådhuset i Aabybro.
Eller man kan scanne QR-koden herunder.
Programmet byder på:
- Woke – Opvågnen til en ny verden
Jørn Borup dykker ned i begrebet "woke" og de strømninger, der præger nutidens debat om identitet, aktivisme og sociale privilegier.
Tirsdag 23. september.
- Scavenius & Kær: Min yndlingskunst – på 90 minutter
Bente Scavenius og Peter Kær præsenterer og diskuterer deres yndlingskunstværker – fra klassikere til det helt moderne.
Mandag 6. oktober.
- DNA og slægtsforskning
Få indblik i, hvordan DNA-tests kan bruges i slægtsforskning – og hvad man egentlig kan bruge resultaterne til.
Torsdag 9. oktober.
- Parcelhuset – fremtid eller fortid?
Et aktuelt og vigtigt foredrag om danskernes boligform og de miljømæssige dilemmaer, der følger med.
Tirsdag 28. oktober.
- Stormflod – 200 år siden Limfjorden blev til et sund
Bo Poulsen fortæller om den dramatiske stormflod i 1825, der ændrede landskabet og livet omkring Limfjorden.
Onsdag 5. november.
- Monarkiet – hvad skal vi med det?
Et historisk og nutidigt blik på monarkiet i Danmark og Norden – og en debat om dets fremtid.
Tirsdag 11. november.
- Gaslighting – fokus på en destruktiv adfærd
Et vigtigt foredrag om manipulation og psykisk vold – og hvordan man genkender og håndterer gaslighting i forskellige relationer.
Tirsdag 25. eller onsdag 26. november.