Hvad er Tour de Jammerbugt?
Tour de Jammerbugt er et gratis motionsløb, som bygger på fællesskab, bevægelse og lokalt ejerskab!
Tour de Jammerbugt er for alle, der gerne vil bevæge sig i fællesskab med andre. Uanset om man er ung eller gammel, eller om man har lyst til at gå, løbe eller cykle, så kan man være med.
Etaperne planlægges og afvikles af initiativrige foreninger og ildsjæle i de forskellige lokalsamfund.
I perioden 2022-2025 har Jammerbugt Kommune efterstræbt, at Tour de Jammerbugt kom rundt i hele kommunen. Dvs. at det var målet, at alle de 22 lokalsamfund med en selvstændig lokal udviklingsplan (LUP) i løbet af perioden nåede at blive værtsby for en etape i Tour de Jammerbugt.
Den aftalte periode for Tour de Jammerbugt er nu slut, og løbet vil blive evalueret i løbet af efteråret. Vi vender tilbage her på siden så hurtigt som muligt, når der er truffet en beslutning om, hvorvidt vi fortsætter – eller sætter nye initiativer i søen for at vise Jammerbugt Kommune frem.
Fakta om Tour de Jammerbugt
I perioden har vi besøgt 19 lokalsamfund og afviklet i alt 92 etaper. Ruterne spændte fra 1,2 km gåture over 5 og 10 km løb til halvmaraton og 32 km cykling.
Vi har uddelt i alt 4.936 medaljer til deltagerne i Tour de Jammerbugt.
Der har været deltager fra samtlige regioner i Danmark, samt fra udlandet.
Ruterne har bevæget sig igennem skov, by, strand og åbent landskab, som viser Jammerbugt Kommune fra sin bedste side.
Enkelte lokalsamfund er blevet så inspirerede af Tour de Jammerbugt, at de efterfølgende har arrangeret deres egne motionsløb.