Velkommen til uge 3 i det stressforebyggende videoforløb
I sidste uge arbejdede du med kropsscanningen – en øvelse, der hjalp dig med at finde ro gennem kroppen og mærke dine egne signaler.
Jeg håber, du har oplevet, hvordan det at flytte fokus væk fra tankerne kan give lidt mere plads og ro i hverdagen.
Denne uge skal vi arbejde videre med tankemylder og indre pres – noget, mange oplever, når hjernen kører på overarbejde.
Du får redskaber til at berolige sindet, så du kan give slip på de tanker, der larmer, og skabe mere indre ro.
I denne uge får du en lydfil:
- “Parkér tankerne” – en guidet øvelse, der hjælper dig med at give tankerne et sted at være, så du ikke behøver bære dem i hovedet hele tiden.
Den kan bruges om aftenen, inden du skal sove, eller i løbet af dagen, når tankerne fylder for meget.
Som bonusmateriale får du:
- Arbejdsark: “Parkér dine tanker” og “Besøgstid til bekymringerne” – her kan du skrive dine tanker ned, give dem plads og planlægge “taletid” med dem, så de ikke styrer din dag.
- Taknemmelighedslisten – som du fortsætter med hver aften, så hjernen dag for dag bliver bedre til at få øje på det, der giver ro og glæde.
Mit råd til dig denne uge:
Når tankemylderet tager over, så prøv at parkér tankerne på papiret – og giv dem eventuelt “besøgstid”, hvor du tillader dig selv at tænke dem igennem.
Når du derefter tager et par rolige vejrtrækninger, fortæller du hjernen, at den godt må give slip igen.
Og husk: Små skridt er nok. Hver gang du skriver tankerne ned, eller noterer tre små ting, du er taknemmelig for, hjælper du dit nervesystem til at finde ro.
Jeg ønsker dig god fornøjelse med uge 3 i videoforløbet,
og håber, du mærker, hvordan tankerne stille og roligt får lidt mindre magt –
og du selv lidt mere.
De bedste hilsner
Heidi Landgrebe
Forebyggelses- og fastholdelseskonsulent
Jammerbugt Kommune
4191 1954