Etablering af søer
Etablering af søer – særligt på vandlidende landbrugsjord – er som udgangspunkt positivt for både natur og landskab. En tilladelse forudsætter dog, at projektet ikke strider mod de natur-, miljø-, planmæssige, kulturhistoriske eller landskabelige hensyn, som kommunen skal varetage. Kommunen stiller en række standardvilkår for tilladelse til etablering af søer. Standardvilkårene findes her.
Ved valg af placering skal der tages højde for nærliggende landbrugsdrift. En § 3-beskyttet sø inden for 100 meter af en gyllebeholder udløser krav om gyllealarm og kan begrænse landbrugets fremtidige udvidelsesmuligheder.
Nye søer større end 100 m² vil, når der har indfundet sig et karakteristisk plante- og dyreliv, være omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Fremtidige ændringer af søens tilstand må derfor ikke foretages uden en dispensation.
Gravning af en ny sø betragtes som ændret anvendelse af ubebygget areal og kræver derfor en landzonetilladelse.
Som myndighed skal Jammerbugt Kommune vurdere ansøgninger fra lodsejere, der ønsker at grave en ny sø eller at udvide/oprense en eksisterende.
Ansøgning om etablering af en sø skal sendes til plan@jammerbugt.dk. Ansøgningen skal indeholde en begrundelse og et udfyldt ansøgningsskema. Ansøgningsskemaet findes her.
Ansøgning om etablering af en sø kan sendes til plan@jammerbugt.dk




