René Rosenkrans (A)



Om mig

Jeg er 51 år og bor i Fjerritslev. Jeg er gift med Jytte og far til Martin på 14 år og Frederik på 11 år. Jeg er uddannet maskinsnedker, men har siden 2005 arbejdet som faglig medarbejder, først hos TIB Aalborg (Træ-Industri-Byg) og siden 2011 hos 3F Midtfjord. I fritiden dyrker jeg lidt motion, når tiden er til det. Jeg spiller tennis og cykler ture på mountainbike i det skønne område ved Kollerup.

Politik

Jeg blev i 2013 valgt ind i kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune, så det er min første valgperiode. Jeg arbejder politisk i følgende udvalg, råd og nævn udover kommunalbestyrelsen:

  • Beskæftigelsesudvalget
  • Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget
  • Bestyrelsen for Jammerbugt Forsyning (vand og kloak)
  • Folkeoplysningsudvalget
  • Bevillingsnævnet
  • Det lokale beskæftigelsesråd (LBR) – valgt af og repræsenterer LO Danmark
  • Bestyrelsen for Socialdemokratiet i Jammerbugt

Job

I mit job som faglig medarbejder ved 3F Midtfjord har jeg følgende særlige hverv:

  • Medarbejderrepræsentant i bestyrelsen for 3F Midtfjord
  • Medlem af snedkernes uddannelses- og efteruddannelsesudvalg i Danmark
  • Medlem af forhandlingsudvalget for Træ- og Møbeloverenskomsten
  • Censor for maskinsnedkerne ved Skills Danmark

Andre tillidshverv

  • Forældrerepræsentant i skolebestyrelsen ved Fjerritslev Skole.

Mine politiske værdier og mærkesager

Mine personlige værdier er meget vigtige for den måde, jeg fører politik på. Jeg fører derfor politik med: Holdning – Hjerte - Fornuft

Jeg har gennem hele mit arbejdsliv, først som lærling og senere som maskinsnedker, oplevet hvad fællesskab og sammenhold kan betyde. Det gjorde mig hurtigt interesseret i arbejdet som tillidsrepræsentant. Min lyst til at hjælpe andre og være der for dem, der har brug for det, er vokset gennem årene. Derfor nyder jeg mit faglige arbejde ved 3F Midtfjord, hvor jeg hver dag arbejder for et godt arbejdsmiljø på vore medlemmers arbejdspladser og for ordnede forhold på arbejdsmarkedet.

Jeg tror på at alle, der kan, gerne vil arbejde og yde alt det, de kan. Det er vigtigt, at vi i et samarbejde mellem virksomheder, jobcenter og fagforening sørger for, at alle voksne borgere har noget at stå op til hver dag, at der er et indhold i hverdagen, og at man føler sig tryg og værdsat.

Siden 1. januar 2014 har jeg i kommunalbestyrelsen arbejdet for en god og velfungerende kommune. En kommune, der sætter mennesket i centrum – uanset alder og baggrund og interesser.

Jeg er både din lokale stemme fra Fjerritslev og din stemme i et bredt fællespolitisk arbejde for en stærk og synlig Jammerbugt Kommune mellem hav og fjord.