Lørdag d. 4. oktober inviterede Folkeoplysningsudvalget i Jammerbugt Kommune 30 unge frivillige trænere til en inspirerende dag i Fårup Academy. Formålet var at give de unge et velfortjent klap på skulderen og samtidig udstyre dem med nye redskaber, de kan bruge i deres rolle som trænere i foreningslivet.
Undervisningen tog udgangspunkt i Fårup Sommerlands eget materiale om “Det gode værtskab”, hvor fokus blandt andet var på, hvordan man møder børnene i øjenhøjde, hvorfor det er vigtigt, at alle føler sig set til træning, og hvad det betyder at være en rollemodel som træner.
”De unge frivillige gør en kæmpe forskel i vores foreningsliv – både for børnene, der ser op til dem, og for hele foreningsfællesskabet. Det er vigtigt, at vi anerkender den indsats, de lægger, og samtidig giver dem mulighed for at udvikle sig i rollen som trænere,” siger formanden for Folkeoplysningsudvalget, Bøje Lundtoft.
”Når unge får mulighed for at udvikle sig som trænere og ledere, vokser de både personligt og socialt – og de bliver rollemodeller for andre unge. Det er præcis det, vi ønsker at fremme gennem indsatsen "Flere unge (ledere) i sunde fællesskaber”.
Jeg har fået nye idéer til, hvordan jeg kan blive en bedre træner, og det er dejligt at føle sig anerkendt for det frivillige arbejde, man laver,
Ny viden, sparring og anerkendelse
Dagen i Fårup Academy er en del af Jammerbugt Kommunes målrettede arbejde med at få flere unge engageret i foreningslivet.
Indsatsen skal styrke de sunde fællesskaber og give de unge mod på at tage lederroller, hvor de kan gøre en forskel for både børn og foreninger i lokalsamfundet.
Efter en lærerig formiddag bød dagen på fællesspisning og efterfølgende fri leg i Fårup Sommerland – og vejret viste sig heldigvis fra sin bedre side.
”Det har været en rigtig god dag. Jeg har fået nye idéer til, hvordan jeg kan blive en bedre træner, og det er dejligt at føle sig anerkendt for det frivillige arbejde, man laver,” fortæller Morten Dunker, frivillig i Ingstrup Sportsforening.
Stemningen var præget af energi og engagement, og mange deltagere delte erfaringer og refleksioner om rollen som træner. Flere fortalte, at de allerede glædede sig til at afprøve idéerne fra undervisningen hjemme i klubben.