You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Nyhed fra 13.03.2026

Ny SOSU-uddannelse har samlet et fyldt hold i Jammerbugten

Den nye fleksible social- og sundhedshjælperuddannelse har samlet et hold med 27 deltagere på SOSU-Nord i Brovst. De uddanner sig med fuld løn og fast arbejdsplads.

Den fleksible social- og sundhedshjælperuddannelse (FSSH) er er ny mulighed for at uddanne sig til social- og sundhedshjælper – sideløbende med en fast ansættelse og fuld løn igennem hele forløbet.

I Jammerbugt Kommune har det første hold netop taget hul FSSH. Hele 27 deltagere har de seneste uger modtaget undervisning i lokalerne på SOSU Nord i Brovst.

Efter i alt 17 uger på skolebænken, fordelt på tre- og to-ugers forløb over de kommende to år, kan de aflægge den afsluttende prøve og kalde sig faglærte. Undervejs har de fået de to års erhvervserfaring som kræves.

Det er dygtige SOSU-medarbejdere, som nu bliver endnu dygtigere. Vi håber, at muligheden for både at arbejde og uddanne sig indenfor kommunens grænser er med til at fastholde dem her, hvor vi har brug for dem

Laila Dam Hoppe, uddannelseskoordinator indenfor SOSU-uddannelserne i Jammerbugt Kommune:

En attraktiv uddannelse

Den fleksible model tiltalte Maybrit Hollstein Askov, Jones Kirchner og Pernille Jensen, som alle er ansat i hjemmeplejen i Pandrup. Med forskellige baggrunde og erfaring indenfor blandt andet coaching og pædagogik, havde ingen af dem lyst til at begynde på et almindeligt uddannelsesforløb med praktikperioder og elevløn. Men de vil gerne styrke deres kompetencer og viden og blive faglærte.

”Jeg er ikke så meget til skole, men med tre uger ad gangen, kan jeg overskue det. Og så lærer vi jo det meste ude på vores arbejdsplads,” siger Pernille, som bor i Brovst og har været ansat i dagvagt i hjemmeplejen i Pandrup, siden d.1. januar 2026.

Jones, der bor i Vester Hjermitslev, har allerede arbejdet som aftenvagt i Pandrup i to år. Han glæder sig over at have taget hul på uddannelsen: ”Det er godt at få papir på det, man kan – at blive faglært i stedet for ufaglært. Og jeg elsker jo jobbet,” konstaterer han.

Maybritt er for nylig flyttet til Gøttrup Strand med sin mand. Hun begyndte som ufaglært SOSU-hjælper sidste sommer og er meget glad for faget. Muligheden for at uddanne sig, sideløbende med at man arbejder, gør det attraktivt at blive faglært, mener hun:

”Det er dejligt at kunne uddanne sig som en del sit arbejde. Jeg har opdaget, at jeg elsker at arbejde som social- og sundhedshjælper og vil meget gerne dygtiggøre mig. Men jeg vil gerne slippe for forskellige praktikker og elevløn,” siger hun.

Mulighed for at fastholde dygtige medarbejdere

Muligheden for at gøre uddannelse til en del af ansættelsen eller tilbyde ufaglærte ansatte en uddannelse sideløbende med jobbet er meget værd, oplever Majken Dunker, assisterende områdeleder i hjemmeplejen, Pandrup, hvor man har sendt i alt 11 medarbejdere afsted til det første skoleforløb i FSSH.

”Vi får mulighed for at fastansætte flere af vores dygtige medarbejdere, når de bliver faglært. Og det er attraktivt for dem at tage uddannelsen på den her måde,”.

Deltagere på FSSH har som udgangspunkt ikke en praktikvejleder. Men i Jammerbugt Kommune har man valgt at stille mentorer til rådighed, for de medarbejdere der videreuddanner sig på FSSH. Det er nemlig også værdifuldt for kommunen med et helt hold FSSH’ere i Brovst, understreger Laila Dam Hoppe, uddannelseskoordinator indenfor SOSU-uddannelserne i Jammerbugt Kommune:

”Det er dygtige SOSU-medarbejdere, som nu bliver endnu dygtigere. Vi håber, at muligheden for både at arbejde og uddanne sig indenfor kommunens grænser er med til at fastholde dem her, hvor vi har brug for dem, ” siger hun.

Jones, Maybritt og Pernille
Det nye hold FSSH'ere

FSSH


FSSH er en 17-ugers kompetencegivende uddannelse for ufaglærte, der ønsker at blive faglærte, mens de arbejder. Uddannelsen består af 5 AMU-moduler, der kan spredes over op til 4 år, og afsluttes med en eksamen, hvilket giver samme kompetencer som den ordinære uddannelse.

Uddannelsen henvender sig især til voksne, der ønsker at kombinere arbejde og uddannelse.

Særligt for FSSH:

  • Fleksibilitet: Uddannelsen kan tages i "bidder" ved siden af et job i plejesektoren.
  • Giver mulighed for at, at kan tage uddannelsen selvom man ikke arbejder fuld tid som ufaglært.
  • Man kan have stilling som ufaglært i alle vagtlag
  • Kan påbegynde uddannelsen selvom man er under 25 år. Skal dog være fyldt 25 år ved den afsluttende eksamen.

Indhold: Består af 5 specifikke arbejdsmarkedsuddannelser (AMU), herunder fokus på kommunikation, praktisk hjælp og pleje.

Adgangskrav: Kræver 2 års relevant erhvervserfaring (kan opnås undervejs).

Afslutning: Kræver en afsluttende prøve efter gennemførelse af alle moduler
Der kan laves forløb med mere sprogstøtte

Læs om uddannelsen på Fleksibel social- og sundhedshjælperuddannelse