Manglen på uddannet arbejdskraft er stigende. Samtidig har det aldrig været nemmere at tage en uddannelse som voksen.
Det scenarie var baggrunden for arrangementet ”Korteste vej til job” som Jobcenter Jammerbugt inviterede til torsdag den 24. oktober i Brovst Sport og Kulturcenter.
Knap 40 ufaglærte ledige deltog i arrangementet, der bestod af information om blandt andet voksenlærlingeordningen, hvor man som ufaglært voksen kan tage en erhvervsuddannelse med elevløn. Ordningen er attraktiv for både ledige ufaglærte og for virksomhederne og er flittigt benyttet i Jammerbugt Kommune.
Arbejdsgivere, uddannelse og rollemodel
Dagen bød på oplæg fra to lokale virksomheder, Garant Brovst samt Scaniro A/S, der begge har gode erfaringer med at ansætte voksenlærlinge.
Chris Hjørringgaard fra Garant fortalte blandt andet, at man gerne ansætter voksenlærlinge, fordi man som voksen i højere grad ved, hvad man vil og er vant til at begå sig på en arbejdsplads.
Niklas Jensen fra metalvirksomheden Scaniro i Fjerritslev fortalte om virksomheden, der har flere voksenlærlinge ansat. Scaniro mangler lige nu folk på flere områder.
”Det vigtigste, vi kigger på hos Scaniro, er at man kommer med det, man kan, viser man vil noget og ikke tager sin mor med”, oplyste han
Deltagerne fik også et indblik i hverdagen for voksne elever på en erhvervsskole, og der var mulighed for at få en snak med Tech College, Dekra, Aalborg Handelsskole, SOSU Nord og AMU Nordjylland, der alle var tilstede med en stand ved arrangementet.
Afslutningsvist fortalte SOSU-assistent, Dorte om sin beslutning om at uddanne sig som voksen – en beslutning, som førte til uddannelse som Social- og Sundhedsassistent via voksenlærlingeordningen.
Præsenteret for nye muligheder
En af deltagerne var Pia Storm Sørensen, som har en fortid som butiksassistent, men overvejer at prøve nye brancher, da der kan være lange arbejdsdage med aftenarbejde i detailbranchen. Indledningsvist gik hendes overvejelser på pædagogmedhjælper eller SOSU-medhjælper, men dagen udvidede hendes horisont:
”Jeg fik en god snak med AMU Nordjylland i pausen. De har mange kurser indenfor industrifagene, og der er flere virksomheder, der efterspørger medarbejdere inden for dette område, så det var måske også værd at overveje,” fortæller Pia.
Flere vinkler og større spørgelyst
Virksomhedskonsulent Martin Østergaard fra Jobcenter Jammerbugt styrede dagen og stod for information og oplæg om støtteordninger og mulighederne på det lokale arbejdsmarked. Et arrangement som ”Korteste vej i job” er en ny måde at klæde jobsøgende på, fortæller han:
”Normalt holder vi informationsmøder for ledige på jobcentret, men i dag har vi valgt at gøre dagen lidt mere farverig med indlæg fra virksomheder og uddannelsesinstitutioner. På den måde får vi flere vinkler på jobsøgning og uddannelsesmuligheder, end hvis jeg og mine jobcenterkolleger står alene med vores oplæg. Vi kan også fornemme, at spørgelysten og engagementet er større ved denne type arrangement,” siger Martin Østergaard.
Næstformand for beskæftigelsesudvalget, Mariane Andersen, bød velkommen til at arrangementet. Hun glæder sig over, at der tænkes nyt i indsatsen for at hjælpe ufaglærte ledige:
”Et arrangement som dette er med til at sætte fokus på udfordringen med at skaffe kvalificeret arbejdskraft, set fra de ufaglærte lediges perspektiv. Det er vigtigt, at vi som kommune og jobcenter understøtter de ledige i forhold til opkvalificering og informerer om mulighederne for at uddanne sig og dermed gøre sig mere attraktiv for arbejdsgiverne”.