Jammerbugt Kommune holder fast i den stærke fremgang fra sidste år i Dansk Industris årlige undersøgelse af Lokal Erhvervsvenlighed. Efter det store spring fra en 54.-plads til nr. 31 i 2024, ligger kommunen i 2025 som nr. 33 ud af 91 kommuner, og som fjerdebedst i Nordjylland
Det er særligt i kategorien Overordnet erhvervsvenlighed og dialog, at Jammerbugt Kommune placerer sig blandt landets bedste med en 19. plads, og dermed springer hele 7 pladser frem fra en 26. plads i 2024. Virksomhederne vurderer særligt dialogen med kommunen og formidlingen af vigtig information højt.
Det er utrolig glædeligt, at vores indsats for at have en åben og konstruktiv dialog med erhvervslivet - både fra embedsværket og det politiske niveau - mærkes ude hos virksomhederne
Direkte adspurgt placerer virksomhederne kommunen, som den 9. bedste i landet, når det kommer til kommunens formidling af væsentlig information, som virksomhederne mener bliver formidlet hurtigt og klart. Det glæder borgmester Mogens Chr. Gade, som ser det som et tegn på, at den flerårige prioriterede indsats med at have en tæt dialog mellem kommunen og erhvervsliv, virker.
"Det er utrolig glædeligt, at vores indsats for at have en åben og konstruktiv dialog med erhvervslivet - både fra embedsværket og det politiske niveau - mærkes ude hos virksomhederne. Vi har gennem flere år arbejdet målrettet med at styrke samarbejdet og skabe en kultur, hvor virksomhederne oplever, at de bliver lyttet til og taget alvorligt. Senest med etablering af Jammerbugt Erhvervsforum bestående af virksomhedsledere fra Jammerbugt Kommune. Den positive respons i målingen bekræfter, at vores tilgang gør en forskel, og at vores erhvervsliv oplever en reel inddragelse".
God service til virksomhederne
Også i kategorien Kommunal administration placerer Jammerbugten sig i den bedre halvdel med en samlet plads som nummer 30 i landet. Her er det særligt virksomhedernes vurdering af hhv. kompetent og effektiv sagsbehandling i forbindelse med byggesager, hensynet til erhvervslivet i den lokale planlægning, kommunens udbudsproces over for private leverandører samt kommunens prioritering af bæredygtige og grønne indkøb, der scorer flot i årets måling.
Undersøgelsen synliggør dog også, at der fortsat er behov for en indsats ift. at tiltrække og sikre kvalificeret arbejdskraft, og herunder også en indsats målrettet internationale medarbejdere. Virksomhederne kvitterer imidlertid positivt på samarbejdet med Jobcentret.
”Det gode resultat på samarbejdet med jobcentret skyldes en vedholdende indsats for at servicerer virksomhederne med arbejdskraft og uddannelse. Der er dog ingen tvivl om, at manglen på kvalificeret arbejdskraft er en helt central udfordring i både Jammerbugt og resten af Nordjylland, og derfor er det en prioritering og en forudsætning for at understøtte vækst og udvikling hos virksomhederne i Jammerbugt Kommune” udtaler borgmester Mogens Chr. Gade.
Fakta om undersøgelsen
Dansk Industris "Lokal Erhvervsvenlighed 2025" er en landsdækkende undersøgelse, der evaluerer og sammenligner erhvervsvenligheden i landets kommuner.
Vurderingen af kommunernes erhvervsvenlighed er baseret på en tilfredshedsundersøgelse blandt de lokale virksomheder og en lang række statistiske parametre, der indikerer, hvordan det er at drive virksomhed i kommunen.
Ovenfor: Foto fra dialogmøde mellem DI og Jammerbugt Kommune
Fra venstre: Hanne Madsen (direktør SSB) Peter Albeck Laursen, (direktør VUF) Peter Mortensen (konsulent SSB), Mogens Chr. Gade ( borgmester), Niklas Mejdahl Jensen (sales director i Scaniro og bestyrelsesmedlem, DI Aalborg), Henrik Marcher Larsen (fagleder for Lokal og Regional Erhvervspolitik, DI), Mette Greisen Damsgaard, (Erhvervs- og turistchef).