Jammerbugt Kommune er en af de kommuner i Danmark, der gør mest brug af det sociale frikort. Her er der i alt 265 borgere, der gør brug af ordningen. Ordningen har kørt som en forsøgsordning siden 2019, men blev gjort permanent pr. 1. januar 2025.
En af dem hvor et socialt frikort har gjort en stor forskel, er 21 -årige Max Pedersen fra Fjerritslev. Han fortæller til DR P4 Nordjylland at han har været arbejdsløs siden marts 2023, men med den særlige ordning fik Max Pedersen arbejde hos en lokal virksomhed. Det gav ham et bedre økonomisk råderum og et skub fremad og i dag er han glad for at have fået arbejdserfaringen.
Kommunerne er ikke forpligtet til at oplyse om det social frikort eller hjælpe i gang med job og i flere andre kommuner skal borgerne selv efterspørge muligheden og skal også selv finde job. I Jammerbugt arbejder kommunen tæt sammen med virksomhederne og er, ifølge salgsdirektør og medejer af Scaniro Nicklas Jensen, rigtig gode til at finde et godt match, det fortæller han til DR P4. Der er i dag ansat 2 medarbejdere med socialt frikort i Scaniro.
I Jammerbugt Kommune har ordningen haft stor politisk opbakning, fortæller Diane Aarestrup, formand for Beskæftigelsesudvalget - Vi har særlig fokus på betydningen af, at borgere langt væk fra arbejdsmarkedet får mulighed for at være en del af et arbejdsfællesskab, hvor de kan opleve en følelse af værdi og tilhørsforhold, derfor er det sociale frikort en del af vores beskæftigelsesplan, som politikerne har været med til at udarbejde og godkende, fortæller hun. Og derfor er det også blevet et stort fokusområde for kommunes ansatte, når de møder borgere, der står uden for arbejdsmarkedet.
Socialminister Sophie Hæstorp Andersen fortæller til DR P4 at hun godt kan se, at det er meget forskelligt, hvor mange kommuner, der har fået gang i det sociale frikort og hun vil derfor gerne opfordre kommunerne til at til at gøre yderligere brug af tilbuddet.
Anette Hansen der er seniorkonsulent hos Cabi, der arbejder for et socialt ansvarligt arbejdsmarked, har undersøgt virkningen af det sociale frikort og udtaler til DR P4 Nordjylland, at hun kan se, hvordan nogle af de udsatte borgere, som er langt fra arbejdsmarkedet, kan komme ind i en virksomhed, måske bare nogle timer om ugen, og blive en del af et arbejdsfællesskab. Det giver livsforbedrende muligheder for mange borgere, som har nogle særlige sociale problemstillinger, og det sociale frikort kan på den måde sikre en vej ind på arbejdsmarkedet.
Mariane Andersen, Næstformand i Beskæftigelsesudvalget siger: Det glæder mig at se, at indsatsen virker. Vores medarbejdere gør en stor forskel hver dag, og det sociale frikort har vist sig at være et afgørende element i at give mennesker både håb, værdighed og tilknytning til arbejdsmarkedet.