”Om 5 år mangler vi 5000 faglærte i Nordjylland”. Det var åbningsreplikken fra virksomhedskonsulent Martin Østergaard, da Jobcenter Jammerbugt tirsdag 27. juni indledte arrangementet: ”Nye veje for dig som ledig”. Arrangementet fandt sted i Kultur- og Erhvervscenter Jammerbugt og var målrettet ledige ufaglærte i Jammerbugt Kommune.
Mange var mødt op for at høre om mulighederne for at opkvalificere sig. Med en uddannelse i bagagen er man nemlig betydeligt bedre rustet til arbejdsmarkedet. Statistikken viser, at ufaglærte ledige gennemsnitligt går ledig i ca. seks måneder ad gangen, mens den gennemsnitlige ledighed for faglærte kun er ca. tre måneder.
Vi mærker en stor efterspørgsel efter faglærte medarbejdere blandt kommunens virksomheder. Derfor gør vi en stor indsats for at fortælle de ledige om mulighederne
156 voksenlærlinge i 2022
Den gode besked var også, at det aldrig har været lettere at tage en uddannelse - også selvom man er voksen og måske ikke har de bedste erfaringer med skolesystemet. Man kan gå i voksenlære, hvis man er ufaglært eller har en forældet uddannelse – også uden at økonomien kommer helt i knæ. Som voksenlærling får man nemlig som minimum fagets mindsteløn, og arbejdsgiveren kan få op til kr. 45 kr. pr. time i tilskud.
Voksenlærlingeordningen er populær i Jammerbugt Kommune, både blandt ledige og kommunens virksomheder. I 2022 blev der indgået 156 aftaler.
En anden mulighed er at benytte sig af uddannelsesløftordningen, hvor man inden for udvalgte uddannelser kan få op til 110% af dagpengesatsen, når man uddanner sig.
Selvom man er over 50 år, er det ikke en hindring for at uddanne sig. Erfarne medarbejdere er stabile og eftertragtede i mange virksomheder
Chauffør, brolægger og struktør
Der er stor efterspørgsel på faglært arbejdskraft i Jammerbugt Kommune. Det kan indehaveren af LL-Transport og LL Entreprenør i Pandrup, Kjeld Hedegaard, skrive under på. Ved arrangementet fortalte han om virksomhedens gode erfaringer med voksenlærlingeordningen.
LL-Transport og LL Entreprenør har gennem årene haft mange medarbejdere, der har benyttet voksenlærlingeordningen til at gå fra ufaglært til f.eks. uddannet chauffør, brolægger eller struktør.
”Det er vores erfaring, at man bliver længere i virksomheden og møder gladere op på arbejde, når man har gennemført en uddannelse. Det giver også en faglig stolthed, når man ude hos kunden har styr på opgaven”, siger Kjeld Hedegaard og tilføjer: ”Selv om man er over 50 år er det ikke en hindring for at uddanne sig. Erfarne medarbejdere er stabile og eftertragtede i mange virksomheder”.
Ved arrangementet kunne man også møde de nordjyske erhvervsuddannelser, som stod klar med information om de mange uddannelsestilbud, der findes - både lokalt og regionalt.
Tjek Jobbarometeret
Virksomhedsservice i Jobcenter Jammerbugt kan vejlede om de mange muligheder, der er for opkvalificering.
”Vi mærker en stor efterspørgsel efter faglærte medarbejdere blandt kommunens virksomheder. Derfor gør vi en stor indsats for at fortælle de ledige om mulighederne. Et af de redskaber vi bruger, er Jobbarometeret, der viser virksomhedernes forventede behov for arbejdskraft. Jobbarometeret er et godt redskab, der fortæller den ledige, hvilke brancher der efterspørger arbejdskraft det kommende år,” siger Virksomhedskonsulent Martin Østergaard og slutter: ”Tag fat i os i virksomhedsservice. Vi er klar til at hjælpe”.