Ny skoleleder ansat til Aabybro Skole

40-årige Kristine Vita Fooken Jensen fra Aalborg skal fra 1. august stå i spidsen for Jammerbugt Kommunes pædagogiske og arkitektoniske fyrtårn i Aabybro.

Efter sommerferien, når børnene på Aabybro Skole indtager de nye bygninger på Aaby Sdr. Gade og Kattedamsvej i Aabybro, vil det være med en ny skoleleder, der har en solid erfaring inden for folkeskolen og som leder.

Kristine Vita Fooken Jensen kommer fra en stilling som pædagogisk områdedirektør for UCN act2learn, der er UCN’s pædagogiske efter- og videreuddannelse. Erfaringen rækker dog meget længere også inden for folkeskolen, hvor hun har været ansat som chef for den faglige udvikling af skole og dagtilbud i Hjørring Kommune, ligesom hun har erfaring fra lærerjobbet gennem otte år på Sofiendalskolen i Aalborg. Netop folkeskolen har gennem hele Kristines arbejdsliv været i fokus. Som lærer og konsulent samt leder og chef i uddannelsesmæssig sammenhæng, har efteruddannelse af lærere og pædagoger altid været kernen i hendes arbejde.

”Med Kristine får vi en skoleleder med en stor viden, kapacitet og erfaring inden for folkeskoleområdet og skoleudvikling. Samtidig har Kristine stor erfaring med personaleledelse og ledelse af ledere, hvor hun som den røde tråd involverer og engagerer både ledere og medarbejdere i udviklingen af folkeskolen”, fortæller Diana Lübbert Pedersen som er Jammerbugt Kommunes Skole- og Dagtilbudschef.

Og den kommende skoleleder ser frem til igen at skulle arbejde med folkeskolen.

”Gennem mange år har mit arbejde drejet sig om at understøtte andres arbejde med en god skole gennem tilrettelæggelse af efter- og videreuddannelse med særlig fokus på den pædagogiske og læringsmæssige vinkel. Nu ser jeg frem til, i fællesskab med personalet på Aabybro Skole, at udvikle skolen i en hverdag, som baseres på tillid, dialog og et professionelt råderum. Form mig, er det den bedste måde at lave reel udvikling på”, udtaler Kristine Vita Fooken Jensen.

Kristine Vita Fooken Jensen bor i Aalborg sammen med Mads Wilkens og deres søn, Christian på 9 år.