Kunstgruppen Silikone udstiller i Pandrup

Udstillingen åbnes med en fernisering fredag 18. januar kl. 12.30 på forvaltningen, Lundbakvej i Pandrup.

Kunstgruppen Silikone udstiller deres kunst på forvaltningen, Lundbakvej i Pandrup - som vanligt i januar og februar måned. Udstillingen åbnes med en fernisering fredag 18. januar kl. 12.30. Alle er velkomne. Helle Bak Andreasen, formand for Kultur-, Fritids- & Landdistriktsudvalget åbner udstillingen. Udstillingen kan ses i forvaltningens åbningstid til og med 28. februar 2019.

Kunstgruppen Silikone er en lokalt forankret forening i Jammerbugt Kommune med ca. 50 medlemmer, som er engageret i at udtrykke sig kunstnerisk. I kunstgruppen er der både plads til den erfarne kunstner og den, der ikke har så mange erfaringer bag sig.

Det er foreningens formål at være rammen om arbejdende grupper, så som maling, tekstildesign, croquis, kunsthistorie m.v., således at medlemmerne ved hjælp af inspiration fra hinanden, undervisning fra egne rækker eller udefra, kan udvikle sine kunstneriske udtryksmåder. 

Mange af gruppens medlemmer udstiller individuelt på gallerier og udstillingssteder - både lokalt og rundt om i landet. Ved forskellige lejligheder udstiller flere af medlemmerne sammen.