You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Nyt fra Kommunalbestyrelsen - 19. juni 2025

Samarbejde om borgerrådgiver, støtte til Fjerritslev Tennisklub, Ingstrup Sportsforening og Gjøl Gymnastik og Boldklub, mulighed for flere boliger i Biersted og Aabybro, to Jammerbugtske skoler med i skolemad-forsøg og ny politik på fritidsområdet.

Borgerne i Jammerbugt Kommune får igen en borgerrådgiver

Kommunalbestyrelsen har besluttet igen at tilslutte sig et samarbejde med Vesthimmerlands, Thisted og Brønderslev Kommuner omkring en fælles borgerrådgiverfunktion. Det betyder, at borgerne igen får mulighed for uafhængig vejledning og hjælp fra en borgerrådgiver.

Jammerbugt, Vesthimmerlands, Thisted og Brønderslev Kommuner har siden sommeren 2022 samarbejdet om en borgerrådgiverfunktion. Aftalen var midlertidig og udløb 31. december 2024, hvor den tidligere borgerrådgiver i kommunerne således stoppede.

Kommunerne har nu besluttet at samarbejde om en borgerrådgiverfunktion igen – nu som permanent ordning. Jammerbugt Kommune bidrager i den forbindelse med 180.000 kr. årligt, som Kommunalbestyrelsen besluttede i forbindelse med budgetaftalen for 2025.

Samarbejdet videreføres med én borgerrådgiver, der dækker alle fire kommuner, og der vil, som tidligere, være fysisk tilstedeværelse og digitale kontaktmuligheder i alle kommunerne

Borgmester Mogens Christen Gade

Borgerrådgiveren er ansat af kommunalbestyrelserne og er således uafhængig af ledelsen i forvaltningerne i kommunerne. Borgerrådgiverens opgave er at bistå borgere, der har spørgsmål. Erfaringen i Jammerbugt Kommune er, at næsten alle henvendelser drejer sig om vejledning og vejvisning, dvs. f.eks. spørgsmål om sagsbehandlingstider eller hjælp til at komme i kontakt med den korrekte person i kommunen.

Kommunerne er netop nu i gang med at finde en borgerrådgiver, som starter forventeligt til august 2025.

Foreninger i Fjerritslev, Ingstrup og på Gjøl får støtte til nye projekter

Kommunalbestyrelsen har godkendt tre ansøgninger til kommunens landdistriktsanlægspulje. Projekterne indbefatter bl.a. nye tennisbaner, tilbygning til klubhus og etablering af et udendørsområde.

”Fra Grus til Greatness” i Fjerritslev Tennisklub

Fjerritslev Tennisklub har fået tildelt 150.000 kr. til at skabe et mere attraktivt og åbent tennisanlæg ved at omlægge to eksisterende baner til slidstærke hybridbaner og opsætte lys på disse.

Som en del af projektet ønsker klubben desuden at fjerne det nuværende hegn og i stedet afmærke området med mindre sten for at skabe en mere åben og imødekommende fremtoning og gøre klubben mere synlig og tilgængelig for både lokale og turister.

Renovering med rum til fællesskab og frivillighed i Ingstrup

Ingstrup Sportsforening er blevet bevilget 450.000 kr. til renovering og tilbygning til eksisterende klubhus. Sportsforeningen vil anvende miljøvenlige materialer og genbrug af mursten og træelementer fra den eksisterende bygning.

Særligt ønsker foreningen at skabe bedre rammer for børn og unge – bl.a. gennem en ny fritidsklub – og gøre det lettere for dem at blive en del af foreningslivet og fællesskabet.

”Sporteren” - aktivitets- og opholdsområde ved hallen

Gjøl Gymnastik og Boldklub har fået støtte på 250.000 kr. til at etablere et udendørsområde. Området kalder klubben for "Sporteren”. Det bliver opbygget omkring fire elementer:

  1. Træningsområde med multifunktionelle redskaber til træning med egen kropsvægt – til fri afbenyttelse for både unge og voksne
  2. Motorikbane
  3. Overdækning ved cafeteriet
  4. Mini-tribune og opholdsområde ved multibanen

Udformningen af "Sporteren" bygger på input fra skolen, fritidsordningen, ungdomsklubben og flere af Gjøl Gymnastik og Boldklubs hold og trænere.

Lokalplaner for nye boligområder i Biersted og Aabybro sendes i høring

Kommunalbestyrelsen har besluttet at sende to lokalplaner for boligområder i Biersted og Aabybro i offentlig høring. Lokalplanerne giver mulighed for bl.a. rækkehuse.

Sundbyvej i Biersted

Lokalplanområdet er ca. 5.000 m2 og ligger i den nordligste del af Biersted by. Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af et ønske om at opføre nye attraktive boliger i Biersted by.

Lokalplanen giver mulighed for op til 13 boliger i form af række-, kæde- og dobbelthuse, som typisk henvender sig til ældre, enlige eller mindre børnefamilier.

Peter Løthsvej i Aabybro

Aabybro oplever i disse år en markant vækst, og denne lokalplan er udarbejdet for at sikre et fortsat attraktivt udbud af boliger i Aabybro. Dette i form af række-, kæde- og dobbelthuse.

Der bliver taget hensyn til institutionen Toftehøj, som ligger i området, og boligområdet bindes sammen med resten af Aabybro med stier og veje. Der tages desuden hensyn til det eksisterende vandhul i området og den omkringliggende natur og dyr.

Planforslagene er i offentlig høring i otte uger. Der kan afgives høringssvar via kommunens hjemmeside.

Skolemad på vej til elever i Thorup-Klim og Fjerritslev

Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune har godkendt, at to skoler deltager i den nationale forsøgsordning for skolemad i årene 2025-2028. Det gælder Thorup-Klim Skole og indskolingen på Fjerritslev Skole.

I finansloven for 2025 er der afsat penge frem til 2028 til en national forsøgsordning for skolemad, som skal give mere viden om, hvilken betydning skolemad kan have.

I alt fire skoler i Jammerbugt Kommune søgte om at deltage:

  1. Thorup-Klim Skole - Hele skolen
  2. Trekronerskolen - Hele skolen
  3. Fjerritslev skole - Indskoling, mellemtrin eller udskoling
  4. Saltum skole – Mellemtrin

Thorup-Klim Skole og Fjerritslev Skoles ansøgninger endte med at blive imødekommet af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. For Thorup-Klim Skole gælder det hele skolen, og for Fjerritslev Skole gælder det indskolingen

Ansøgning om at være med i forsøget indebar, at styrelsen ville trække lod om, hvorvidt skolen ville blive udvalgt med forældrebetaling eller ej. Resultatet af lodtrækningen blev, at der på Thorup-Klim Skole ikke bliver forældrebetaling, og at der på Fjerritslev Skole bliver en forældrebetaling på 25 kr. pr. elev pr. dag.

På Thorup-Klim Skole og Fjerritslev Skole glæder man sig meget til at være med i forsøget og følge hvilken betydning en skolemadordning kan have på elevernes trivsel og læring, lyder det fra skolelederne på de to skoler.

Ny politik sætter retningen for fritidsområdet i Jammerbugt Kommune

En ny folkeoplysningspolitik for Jammerbugt Kommune er nu godkendt af Kommunalbestyrelsen efter en høringsperiode. Politikken indeholder en række indsatsområder for foreningslivet og folkeoplysende voksenundervisning, f.eks. aftenskoler.

Mange af de målsætninger, der var i Jammerbugt Kommunes tidligere folkeoplysningspolitik, er blevet opfyldt. Derfor er der behov for en ny politik, der kan sætte en klar retning for kommunens fremadrettede indsats på området.

I den forbindelse har Jammerbugt Kommune indsamlet input fra borgere, foreninger og andre relevante.

  • Over 600 borgere har deltaget i en spørgeundersøgelse om, hvad der skal til for at engagere dem i fritidslivet, og hvilke tiltag der kan skabe attraktive fritidsmuligheder
  • Mere end 200 foreninger og øvrige aktører på foreningsområdet har deltaget i en spørgeundersøgelse om foreningernes udfordringer, ambitioner og forventninger til kommunen

Ud fra de to spørgeundersøgelser samt øvrige input er der nu udarbejdet en ny folkeoplysningspolitik.

Det er Jammerbugt Kommunes vision at være Danmarks bedste fritidskommune

Borgmester Mogens Christen Gade

Alle borgere skal – på tværs af hele det store geografiske område, som Jammerbugt jo udgør – have mulighed for at deltage, finde glæde i fritidslivet og indgå i fællesskaber”, lyder det fra Borgmester Mogens Christen Gade.

Derudover er der i politikken lagt vægt på, at der skal være mangfoldige foreningstilbud, tilgængelighed for mennesker med handicap eller funktionsnedsættelser samt støtte til børn og unge i udsatte positioner.

I de konkrete indsatser i den nye politik lyder det bl.a., at Jammerbugt Kommune vil:

  • Styrke skole-/SFO-foreningssamarbejdet, ordningen med Fritidspas og andre opsøgende indsatser, så flere børn og unge udenfor foreningslivet inviteres indenfor
  • Synliggøre foreningslivets tilbud så flere borgere får kendskab til mulighederne
  • Iværksætte initiativer sammen med foreningslivet, der giver borgere med handicap og funktionsnedsættelser, eller borgere i sårbare og udfordrede livssituationer, adgang til foreningslivet
  • Arbejde for at flere unge får interesse for at deltage i foreningsledelse og understøtte deres engagement igennem f.eks. netværksdannelse med andre unge
  • Udvikle nye friluftsaktiviteter i samarbejde med foreningslivet, som udnytter adgangen til kysten og andre naturområder
  • Stille lokaler til rådighed eller give lokaletilskud
  • Yde tilskud til medlemsaktiviteter og voksenundervisning, herunder bl.a. uddannelse af trænere og instruktører, udviklingsorienterede projekter, events osv.

I Jammerbugt Kommune er der 13 aftenskoler og over 100 folkeoplysende foreninger.