Rådgivning og krisehjælp

Flygtninge og indvandrere kan have brug for rådgivning og krisehjælp, når de kommer til Danmark.

Hjælp i kommunen

De fleste kommuner i Danmark har forskellige behandlingstilbud til fx traumatiserede flygtninge. Tilbuddene kan bestå i en henvisning til særlige rådgivningscentre eller til en psykolog. Den praktiserende læge kan også hjælpe i nogle tilfælde.

Hvis du mener, du har brug for rådgivning eller krisehjælp, kan du henvende dig til kommunen, din sagsbehandler eller til din læge.

Andre rådgivningsmuligheder

Det er ikke kun kommunen, der tilbyder rådgivning og krisehjælp. Du kan også henvende dig hos Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors, hvis du har brug for støtte. Har du været offer for tortur, kan du desuden få hjælp hos Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre.

Hvis du vil klage

Hvis du ikke er enig i kommunens afgørelse, skal du klage til kommunen inden fire uger. Afgørelsen skal så genvurderes inden fire uger, fra klagen er modtaget.

Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, bliver din klage sendt videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen.