Trailcenter Slettestrand – nye muligheder for MTB, ridning og vandring

Mountainbikere, ridende og vandrende gæster har fået nye muligheder i Hanherred i kraft af nye ruter og bedre kortmateriale. Jammerbugt Kommune og Naturstyrelsen Thy har i partnerskab med Slettestrand Trailbuilder Laug gennemført projektet ”Trailcenter Slettestrand” i 2015.

Et nyt ca. 12 km langt MTB-spor er etableret i Kollerup Plantage og forbundet med MTB-sporet i Svinkløv Plantage. Derudover har vi udarbejdet nye kort, skilte og informationsmaterialer med fokus på alle typer stier (ride-, vandre og cykelstier, kommunale som statslige) i plantagerne Kollerup, Svinkløv, Fosdal og Langdal samt Hingelbjerg. Se foldere på dansk, engelsk og tysk til højre og links til printselvkort nedenfor.

Nye muligheder for mountainbikere

Der er etableret en nye rute i Kollerup Plantage og ruten i Svinkløv Plantage er samtidig forbedret. Sporenes ruteføring er fastlagt i samarbejde mellem lokale mountainbikebrugere og Naturstyrelsen.

"Der er fundet en fælles løsning, som både sikrer spændende spor samtidig med, at man undgår at genere andre brugere af skoven", udtaler skovfoged Thomas Wessel Fyhn, Naturstyrelsen Thy.

Forstyrrelsesmæssigt er det også et fremskridt med et professionelt anlagt spor fremfor de uautoriserede spor, som ellers har præget området. Lokalt ser man frem til de nye spor.

Ny spor for alle

Mountainbikecykling er en friluftsaktivitet i vækst, og det er en aktivitet, som tiltaler mange forskellige brugergrupper – fra børn til ældre.

"Svinkløv hører til blandt landets bedste mountainbikespor – og med de nye omlægninger/spor bliver oplevelsen bedre for alle", fortæller Esben Kronborg fra Feriecenter Slettestrand. "Slettestrand Trailbuilder Laug lægger mange timer i etableringen af sporene i samarbejde med professionelle sporlæggere, og det er et samarbejde, vi alle er meget glade for", fortsætter Thomas Wessel Fyhn. Der bliver etableret et lokalt brugerråd for området, så de mange forskellige brugeres interesser for at cykle, vandre og på anden vis opleve området komme til at passe sammen.

Ny formidling af cykel-, ride- og vandremuligheder

"En af kongstankerne i projektet Trailcenter Slettestrand er at forbedre formidlingen af de mange rekreative muligheder i Svinkløv og Kollerup området", udtaler projektleder Mette Wessel Fyhn, Jammerbugt Kommune. Med nye kort, skilte og foldere vil de mange muligheder for at cykle, vandre, løbe og ride i området blive tilgængelige for alle. Det har været et stærkt lokalt ønske gennem lang tid, og alle parter glæder sig til samarbejdet med Destination Slettestrand, så områdets mange muligheder bliver tydeliggjort til glæde for både lokale og turister.

Print-selv-kort

1. Kollerup Plantage

2. Svinkløv Plantage

Vækst- og Udviklingsforvaltningen
Lundbakvej 5
9490 Pandrup
Tlf.: 72 57 77 77
vu@jammerbugt.dk

Team Vand og Natur
Mette Wessel Fyhn
Tlf. direkte: 72 57 73 87
mwf@jammerbugt.dk

Projektet støttes af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter

Den Europæiske Landbrugsfond for udvikling af landdistrikterne: "Danmark og EU investerer i landdistrikterne".

Friluftsrådet støtter projektet