Feriehindringer

Du kan være forhindret i at holde din ferie. Hvis det skyldes feriehindringer i ferielovens forstand, har du mulighed for at få feriepengene udbetalt, uden at ferien er holdt

Hvad er en feriehindring?

Der kan være særlige forhold, der gør, at du ikke kan holde ferie. Disse forhold kaldes feriehindringer, og rammes du af en af disse, kan du, hvis visse betingelser i øvrigt er opfyldt, enten holde ferien på et senere tidspunkt eller få feriepengene udbetalt.

De enkelte feriehindringer, ifølge ferieloven, er:

  • egen sygdom
  • barselsorlov
  • orlov til adoption
  • ophold i udlandet, forudsat at du er i et ansættelsesforhold, som ikke er omfattet af ferieloven
  • overgang til selvstændigt erhverv
  • overgang til arbejde i hjemmet
  • valg til borgmester, udnævnelse til minister eller lignende tillidshverv
  • indsættelse i en af kriminalforsorgens institutioner, eller tilsvarende udenlandsk institution
  • tvangsanbringelse
  • lovligt varslede og afsluttede konflikter
  • aftjening af værnepligt
  • tjeneste i forsvaret på værnepligtslignende vilkår
  • udsendelse af forsvaret i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende eller humanitære opgaver, når opgaven hviler på et mandat fra folketinget
  • manglende midler til at holde ferie på grund af en tvist mellem dig og din arbejdsgiver om et krav på feriepenge
  • orlov fra et ansættelsesforhold eller er, i en kortere, tidsbegrænset periode, tilkendt tabt arbejdsfortjeneste, løn eller vederlag efter serviceloven, til pasning af nærtstående syge eller døende
  • Overførsel af ferie
  • Når du skal holde ferie

Afholdelse af ferien på et senere tidspunkt i samme ferieår

Hvis du er forhindret i at holde en planlagt ferie på grund af en feriehindring, har du ret til at holde ferien på et senere tidspunkt i ferieåret, hvis det er muligt. Hvis det ikke er muligt at holde ferien inden ferieårets udløb, har du måske ret til at få feriepengene for ferien udbetalt, eller overført ferien til det efterfølgende ferieår, se nedenfor.

Hvis du bliver syg eller påbegynder barsel under ferien, gælder der særlige regler om erstatningsferie.

Udbetaling, hvis du er forhindret i at holde ferie

Hvis feriehindringen ligger op til hovedferieperiodens udløb den 30. september, kan du få udbetalt feriepenge svarende til 15 dage, uden at holde ferie.

Eksempel

Hvis du fx er syg frem til den 16. september, vil du ikke have mulighed for at holde din hovedferie på 3 uger i sammenhæng inden ferieperiodens udløb den 30. september, og du kan derfor få feriepengene udbetalt. Det er uden betydning, at du ville kunne have afholdt ferien inden den 16. september.

Eksempel
Hvis du påbegynder barsel den 20. september, og du ikke inden da har afholdt hovedferie, vil du under alle omstændigheder ikke kunne nå at holde 3 ugers hovedferie i ferieperioden. Du kan derfor ikke få feriepengene for ferien udbetalt på grund af en feriehindring. Hvis din feriehindring ligger op til ferieårets udløb den 30. april, kan du få udbetalt feriepenge for den ferie, du ikke har kunnet holde som følge af feriehindringen.
Eksempel
Hvis du er forhindret i at holde ferie frem til den 25. april, skal du holde ferie frem til og med den 30. april. De feriedage, der ikke kan nå at blive holdt, kan du få udbetalt feriepenge for.
Eksempel

Hvis du har optjent 15 feriedage til brug i ferieåret 2016/2017 og bliver syg den 26. april 2017, vil du kunne have holdt 3 feriedage op til ferieårets udløb og har derfor en feriehindring for disse 3 dage, men ikke for de resterende 12 dage.

Hvis du ønsker at få feriepengene udbetalt før ferieperiodens eller ferieårets udløb, skal du erklære, at feriehindringen vil vare ferieperioden eller ferieåret ud. Det er den, der udbetaler dine feriepenge, der bestemmer, om du kan få dem udbetalt på forskud, eller om du først kan få dem udbetalt ved ferieperiodens eller ferieårets udløb.

Du kan også få feriepengene udbetalt på et senere tidspunkt – dog senest 3 år efter ferieårets udløb, hvor feriepengene forældes.

Hvis du søger om udbetaling af dine feriepenge efter den 30. september efter ferieårets udløb, skal du søge om udbetaling hos Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Du skal sende dokumentation på i hvilken periode, du var forhindret i at holde ferie. Det skal være fra din arbejdsgiver eller den, der udbetalte ydelser til dig på feriehindringstidspunktet.

Overførsel af ferie til det efterfølgende ferieår

​Hvis du er omfattet af en kollektiv overenskomst, der giver mulighed for at overføre ferie på grund af en feriehindring, kan du aftale med din arbejdsgiver at overføre ferien til det efterfølgende ferieår.

Det er en betingelse, at du er forhindret i at holde ferien inden ferieperiodens udløb den 30. september eller inden ferieårets udløb den 30. april. Desuden skal der være tale om en feriehindring efter ferieloven.

Hvis du har ret til erstatningsferie for sygdom opstået under ferien, og du på grund af sygdom er forhindret i at holde ferien inden ferieårets udløb den 30. april, har du altid ret til at overføre ferien til det efterfølgende ferieår.

Tvist mellem lønmodtager og arbejdsgiver om ret til ferie og feriepenge

Det er Feriekontoret i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der træffer afgørelse i tvister mellem en arbejdsgiver og lønmodtager om optjening, afholdelse og ret til ferie og feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg, indbetaling og udbetaling af feriegodtgørelse mv., medmindre der er tale om forhold, der er reguleret ved kollektiv overenskomst.

Giv fuldmagt til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Ved henvendelser fra f.eks. a-kasser eller pårørende til personer over 18 år, skal Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering bede om en fuldmagt fra den person sagen omhandler.