
Gør som Frøken Smil og Guesthouse Hune: Få en vækstpraktikant i 4 uger
SoMe grafik, visitkort og en spritny hjemmeside: Vækstpraktikanter fik sat flueben ved virksomhedernes to do-lister
Godt en måned efter, at 11 lokale virksomheder og kandidater mødtes til vækstpraktik-speeddating i Jammerbugt, er de første resultater tydelige. Flere af virksomhederne har allerede fået løst konkrete opgaver og styrket deres kommunikation og digitale tilstedeværelse. For nogle er samarbejdet endda blevet så værdifuldt, at det fortsætter efter den fire uger lange praktikperiode.
Fra tvivl til stor gevinst
En af de virksomheder, der har haft stor succes med en vækstpraktikant, er tøjbutikken Frøken Smil i Aabybro.
Inden forløbet var indehaverne Janne Fruergaard og Lone Grøn usikre på, om der overhovedet var opgaver nok til en vækstpraktikant. Men da muligheden bød sig, valgte de alligevel at sige ja.
Det har de ikke fortrudt.
Sara, der er cand.mag. i engelsk og kulturforståelse fra Aalborg Universitet har blandt andet udarbejdet kommunikationsmateriale, udviklet nye grafiske layouts og skabt materiale, som virksomheden kan bruge både nu og i fremtiden.
Derudover har hun oversat materiale til både engelsk og tysk, hvilket har styrket virksomhedens muligheder for at kommunikere med de mange tyske gæster, som hvert år besøger Jammerbugten.
Vi var faktisk lidt nervøse for, om vi havde opgaver nok til en vækstpraktikant. Men det viste sig hurtigt, at der var masser af områder, hvor Sara kunne bidrage. Hun har blandt andet designet nye visitkort og foldere, lavet informationsmateriale til vores kundeaftener, arbejdet med QR-koder og optimeret vores Google My Business-profil. Derudover har hun udarbejdet nye grafiske layouts og været med til at forberede kommende initiativer, som vi kan bygge videre på og få glæde af længe efter praktikforløbet er afsluttet.

GuestHouse fik helt ny hjemmeside
Også overnatningsstedet GuestHouse Hune har efter arrangementet fået tilknyttet en vækstpraktikant.
Her er det Annika, der er uddannet multimediedesigner fra UCN, som har bidraget med nye kompetencer. Virksomheden gik oprindeligt ind i forløbet med en forventning om, at den eksisterende hjemmeside skulle videreudvikles.
Men Annika så et større potentiale.
I stedet for blot at bygge videre på det eksisterende udviklede hun en helt ny hjemmeside fra bunden. Resultatet er en moderne og professionel digital platform, der er skræddersyet til de gæster, virksomheden ønsker at tiltrække, fortæller indehaveren.
Vi troede egentlig, at vi skulle videreudvikle den hjemmeside, vi allerede havde. Men Annika så muligheder, som vi ikke selv havde fået øje på. Hun har udviklet en helt ny hjemmeside, der rammer vores målgruppe langt bedre og samtidig afspejler vores identitet og værdier. Hun har samtidig været utrolig dygtig til at forstå vores virksomhed, og resultatet er blevet langt bedre, end vi havde forestillet os.
En vækstpraktik varer som udgangspunkt fire uger, men hos GuestHouse har samarbejdet med Annika været så værdifuldt, at det fortsætter efter praktikperiodens afslutning. Næste skridt er blandt andet at oversætte hjemmesiden til flere sprog, så virksomheden står endnu stærkere over for internationale gæster.

Annika har vist sig at være en uvurderlig ressource. Hun har ikke alene udviklet en ny hjemmeside, men også sat en retning for vores digitale udvikling. Derfor giver det god mening for os at fortsætte samarbejdet og bygge videre på det stærke fundament, hun har skabt.
Nyt vækstpraktik arrangement kommer til efteråret
Vækst Jammerbugt og Job & Velfærd, som står bag initiativet, har planer om at gennemføre et nyt vækstpraktik-arrangement i efteråret 2026.
Er du blevet nysgerrig på mulighederne – enten som virksomhed eller praktikant så kontakt Vækst Jammerbugt på 7257 8980 eller Job & Velfærd på 4191 1925