start på hovedindhold

Traditionsrigt julemarked på Bratskov

Den sidste weekend i november åbner herregården Bratskov i Brovst dørene til årets traditionsrige julemarked

Den historiske herregård Bratskov i Brovst danner igen rammen om et af årets hyggeligste julearrangementer, når det traditionsrige julemarked afholdes lørdag den 28. og søndag den 29. november kl. 10-16.

Besøgende kan se frem til en stemningsfuld weekend med kreative boder, kunsthåndværk, julepynt og unikke gaveidéer. Rundt omkring på herregården vil arbejdende værksteder vise gamle håndværk i praksis med blandt andet smed og skærsliber, mens skolestuen byder på undervisning i skønskrift og hyggelige julefortællinger.

Café Bratskov sørger for varme drikke og lækker juleforplejning, og overskuddet fra caféen går ubeskåret til Julemærkehjemmet i Hobro.

Lørdag kl. 14 kan børn og voksne samles om det store juletræ i gården, hvor julemanden lægger vejen forbi. Hele herregården vil være smukt pyntet af de frivillige fra Café Bratskov.

Brovst Lokalhistorisk Sognegruppe holder åbent hus begge dage med en spændende udstilling om lokalhistorien, og juletoget Brovst Fut kører fra Bratskov gennem byen mellem kl. 10 og 14 begge dage.
Julemarkedet arrangeres i samarbejde mellem Café Bratskov og Brovst Borgerforening.

Alle er velkomne til to dage fyldt med julestemning, traditioner og hyggelige oplevelser på Bratskov. Læs mere på profilen "Jul På Bratskov" på Facebook Facebook.