Rekordstor interesse for fritidstilbud – 600 tilmeldinger på en halv time
Lav kaffe som en rigtig barista, mix din egen hårvoks eller se film hele natten. I UngJammerbugts efterårskatalog er der noget for enhver smag, og forløbene er populære.
Der var tryk på både taster og telefoner, da Jammerbugt Kommunes ungdomsskole, UngJammerbugt, i torsdags åbnede for tilmeldinger til efterårssæsonens fritidstilbud.
Efterårskataloget bød på 28 forskellige aktiviteter for unge fra 7. klasse til 17 år, og traditionen tro var der både velafprøvede koncepter og nye tilbud. Forinden havde UngJammerbugts medarbejdere besøgt kommunens skoler for at præsentere efterårets aktiviteter. Alligevel var der overraskelse, da tilmeldingen åbnede.
”Allerede inden for den første halve time havde vi 600 tilmeldinger. I løbet af de næste dage nåede vi op på 750. Det er det højeste antal nogensinde på dette tidspunkt af sæsonen,” fortæller Henrik Laursen, som er viceskoleleder i ungdomsskolen.
Ny viden, nye skills og ren hygge
Efterårskatalogets tilbud er blevet til i samarbejde med de unge.
”Vi lytter til de unges ønsker og giver dem reel indflydelse på de aktiviteter, vi udbyder. Det forpligter, men det skaber også ejerskab og lyst til at deltage,” fortæller Henrik Laursen.
Blandt de nyudviklede populære forløb, som hurtigt blev fuldtegnet, er ”Barista Lab”, hvor man lærer at lave kaffe som en rigtig barista og slutter med et diplom, som man kan vise, hvis man søger job på en café.
Også forløbet ”Mix it – Raw Lab” er et populært nyt tilbud. Her får man mulighed for at lave hårvoks, tandpasta eller ansigtscreme fra bunden og få et indblik i kemien bag.
”I mange af vores forløb er der masser af viden og undervisning at hente. Det handler om at ramme det, der optager de unge lige nu,” fortæller Henrik Laursen.
Også knap så skole-lignende forløb har fundet vej til kataloget - som for eksempel ”Den sorte bagedyst” hvor man bager i mørke og ”Bio Marathon”, hvor man ser film hele natten.
Tradition for en inkluderende og populær ungdomsskole
Formålet med UngJammerbugts fritidstilbud er at skabe gode og trygger rammer om fritidsaktiviteter, som er åbne for alle, og som de unge har lyst til at være med til. Når det lykkes i Jammerbugt Kommune, handler det blandt andet om kontinuitet, understreger Henrik Laursen.
”Det er langt fra en selvfølge, at unge vælger organiserede fritidsaktiviteter til. Mange steder i landet oplever ungdomsskolen udfordringer med at engagere unge i fritidsfællesskaber. Når vi lykkes med det i Jammerbugt Kommune, handler det blandt andet om de stærke relationer, som gennem årene er opbygget mellem ungdomsskolen, folkeskolerne og de unge”.
I Børne- og familieudvalget glæder man sig over endnu en sæson i UngJammerbugt med masser af fuldtegnede hold.
”Det er meget værdifuldt, at vi i Jammerbugt Kommune formår at tilbyde de unge sådan en vifte af organiserede fritidsaktiviteter, som de rent faktisk gider at bruge tid på. På den måde får vi mulighed for at skabe gode fællesskaber for alle – også dem, som ikke har lyst til at spille fodbold eller håndbold. Fællesskaber, hvor der er plads, og hvor man samles om noget, der giver mening for den enkelte,” siger formand, Ulla Flinthom.
Se hele efterårskataloget på https://www.ungjammerbugt.dk/




