Pop-up ruter er kommet godt fra start på Øland
Omkring 40 deltagere trodsede fredag eftermiddag 32 graders varme, da Jammerbugt Kommune sammen med lokale kræfter på Øland tog hul på kommunens nye pop-up ruter.
Den første rute bød på omkring otte kilometers vandring gennem blandt andet skov og langs diget. Undervejs blev der fortalt historier om området, og der blev snakket på kryds og tværs blandt deltagerne.
Flere kendte allerede dele af ruten, men blev positivt overraskede over, hvordan de forskellige stier og veje kunne forbindes til én samlet tur. Interessen for ruten var faktisk begyndt allerede inden den officielle åbning. Inden ruten var markeret, havde borgere været på Øland for at gå turen.
Nye øjne på det, vi allerede har
Netop dét er en vigtig del af tanken bag pop-up ruterne. Rundt omkring i Jammerbugt Kommune findes der allerede mange gode ruter og stier. Med pop-up ruterne ønsker kommunen at sætte ekstra fokus på mulighederne og samtidig vise nogle af de mindre kendte stier og forbindelser frem.
Ved åbningen satte formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget Helle Bak Andreasen i sin åbningstale blandt andet fokus på, hvordan bevægelse, naturoplevelser og fællesskab kan gå hånd i hånd:
”Når vi går en tur, gør vi ikke kun noget godt for vores fysiske sundhed. Vi får frisk luft, får hovedet med og får mulighed for at være sammen på en anden måde. Samtidig får vi mulighed for at opdage nogle af de gode steder, vi har lige uden for døren – også steder, vi måske troede, vi kendte i forvejen”, sagde Helle Bak Andreasen.
De lokale spiller en vigtig rolle i pop-up ruterne. På Øland deltog flere lokale på åbningsturen og kunne undervejs fortælle de øvrige deltagere om området og de steder, turen kom forbi.
Helle Bak Andreasen benyttede derfor også åbningen til at takke de lokale på Øland for at have fundet en rute, der både viser kendte og mindre kendte sider af området frem.
Pop-up ruterne fortsætter rundt i Jammerbugt
Ruten på Øland er markeret med gule og orange flag frem til den 23. august og kan benyttes frit. Man vælger selv, hvornår man vil gå eller løbe ruten.
Herefter fortsætter pop-up ruterne rundt i Jammerbugt Kommune. I september kommer turen til Ørebro/Husby Hole, i oktober til De 1000 Søer ved Biersted og i november til Gjøl.
Efter de første pop-up ruter evaluerer Jammerbugt Kommune konceptet og ser på mulighederne for at fortsætte og udvikle det.




