𝐎𝐩𝐞𝐫𝐚𝐞𝐧 𝐫𝐮𝐥𝐥𝐞𝐫 𝐮𝐝 𝟐𝟎𝟐𝟔🎶
Nu nærmer det sig, at du kan opleve opera helt tæt på – midt i naturen. Tirsdag den 18. august er der to unikke koncertoplevelser under åben himmel i Aabybro og Brovst
Opera under åben himmel i Jammerbugt - Gratis operakoncerter bringer kunsten ud i naturen
Tirsdag den 18. august får borgere og gæster i Jammerbugt Kommune mulighed for at opleve opera i det fri, når Jammerbugt Kommune i samarbejde med Nordjyske Operadage inviterer til to gratis operakoncerter i nogle af kommunens smukkeste omgivelser.
Publikum kan først opleve opera ved Vildmoseporten i Aabybro kl. 17.00, hvor Store Vildmoses særlige natur danner rammen om koncerten. Senere samme aften kl. 20.00 flytter operaen til Tranum Strand, hvor musik og natur mødes med udsigt til Jammerbugten.
Arrangementerne er gratis og åbne for alle. Gæster opfordres til at medbringe stol eller tæppe. Der vil være mulighed for køb af drikkevarer begge steder, og ved Vildmoseporten kan der desuden bestilles tapas.
For Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget er arrangementet en del af ambitionen om at gøre kunst og kultur tilgængelig for så mange som muligt.
Vi ønsker, at borgerne i Jammerbugt møder mange forskellige kunst- og kulturudtryk. Opera er en kunstart, som alle måske ikke opsøger, men når den flytter ud i naturen og endda er gratis, skaber det nye møder mellem kunst og mennesker.
"Det er en fantastisk mulighed for både at opleve opera af høj kvalitet og samtidig nyde noget af den smukke natur, vi er så stolte af i Jammerbugt. Desuden har de foregående år vist os, at der er meget stor interesse for opera i det fri i Jammerbugt Kommune, vi har jo haft rigtig mange gæster alle steder og alle år, så det er meget glædeligt" siger udvalgsformand Helle Bak Andreasen.
Næstformand Mette Vestenbæk glæder sig over det brede samarbejde, der ligger bag arrangementet. "Det er et stærkt eksempel på, hvad vi kan skabe, når lokale aktører, kulturinstitutioner og kommunen arbejder sammen og de lokale foreninger melder sig jo selv på banen i forhold til at huse arrangementet det kommende år. Opera i det fri er en oplevelse, der samler mennesker på tværs af alder og interesser, og samtidig viser vi noget af det bedste, Jammerbugt har at byde på. "
Operakoncerterne er blevet til i et samarbejde mellem Vildmoseportens Venner, Tranum Landsbyråd, Opera ved Hav og Fjord, Nordjyske Operadage og Jammerbugt Kommune.
Alle er velkomne til at tage familie, venner og naboer med til en stemningsfuld sommeraften, hvor kunsten flytter ud af koncertsalen og ind i naturen.
Medvirkende: Julie Husballe, Nickie Johansson, Filip Michalak
Praktiske oplysninger:
Tirsdag den 18. august. Gratis adgang. Medbring stol eller tæppe. Drikkevarer kan købes.
Kl. 17.00 på Vildmoseporten, Biersted Mosevej 277, 9440 Aabybro.
Mulighed for at bestille tapas - kontakt Vildmoseporten.
Kl. 20.00 på Tranum Strand, Strandvejen 150, 9460 Brovst.
Kontaktperson: Ulla Tjell, Kulturkonsulent, 41 91 29 36 utd@jammerbugt.dk
Læs mere om arrangementet på Nordjyske Operadages hjemmeside.
