start på hovedindhold

Operaen flyttede ind på legepladsen

Omkring 100 børn i tre børnehaver fik sig en ganske særlig oplevelse, da Nordjyske Operadage – Musikkens Hus gæstede Jammerbugt Kommune og præsenterede Opera på Legepladsen.

Opera på Legepladsen

Tirsdag formiddag i en lille halv time blev børnehavebørnene i Klim og Fjerritslev taget med ind i operaens verden gennem smukke, sjove og stemningsfulde operaarier. Børnene lyttede nysgerrigt, grinede med undervejs og benyttede også lejligheden til at komme helt tæt på de flotte kjoler og de smukke optrædende.

I Thorup-Klim SI ’Storkereden’ blev sopran Nickie Johansson og accordeonist Julie Holmegaard Schade modtaget med stor begejstring, og efter koncerten blev de overrakt blomster fra børnene – præcis som ved de store operaforestillinger.

I Grøftekanten Børnehave i Fjerritslev optrådte Nickie og Julie ved institutionens hyggelige pergola, som børn og medarbejdere kærligt kalder ”Operahuset”. Her skabte den smukke sopranstemme en helt særlig stemning under åben himmel.

Dagens sidste stop var Børnehaven Gl. Dalhøj i Fjerritslev, hvor omkring 60 børn lyttede koncentreret med fra legestativer, bænke og legepladsens mange kroge, mens Nickie og Julie bevægede sig rundt på legepladsen, og nogle af børnene fulgte med.

Opera på legepladsen er en professionel kunstoplevelse, der kommer helt tæt på kommunens yngste borgere og giver børnene mulighed for at møde den klassiske musik i deres egne, velkendte omgivelser. Tirsdagens formiddagskoncerter viste, at opera kan begejstre publikum i alle aldre – også når scenen er en legeplads.