Nyt fra Kommunalbestyrelsen - oktober 2026
Endelige vedtagelse af budgettet for 2027 og prioritering af lokalplaner, samt en lokalplan for flere boliger i Nørhalne blev sendt i høring.
Budgettet for 2027 er nu vedtaget
Kommunalbestyrelsen har andenbehandlet og vedtaget kommunens budget for 2027. Et budget med særligt fokus på bl.a. børn, unge og ældre samt turisme, erhverv, iværksætteri og den grønne omstilling.
Kommunalbestyrelsen har nu vedtaget budgettet for 2027. Dermed er rammerne for kommunens investeringer og indsatser i det kommende år på plads.
”Budgettet sætter særligt fokus på børn og unges trivsel og beskæftigelse og en styrket ældrepleje, bl.a. med indførelsen af faste teams og nedbringelse af ventelisterne til aktivitetscentrene, så flere ældre får større livskvalitet”, fortæller Borgmester Christian Hem.
Også erhvervs- og turismeområdet er i særligt fokus i budgettet for 2027. Her er rekruttering af kvalificeret arbejdskraft et centralt fokusområde.
Jammerbugt Kommune kommer til fortsat at have et stort fokus på at rekruttere arbejdskraft til kommunen
"og sikre gode vilkår for erhvervslivet og iværksætteri, herunder også på turismeområdet, hvor vi vil arbejde målrettet for at sikre os pladsen som Nordjyllands største turismekommune igen”, lyder det fra Borgmester Christian Hem.
Også den grønne omstilling er et prioriteret område i budgettet, ligesom der indgår flere renoveringer og anlægsprojekter, herunder nye cykelstier, forbedring af fysiske rammer på skoler og hyppigere græsslåning langs vejene.
Prioritering af lokalplaner: Sådan skal kommunen udvikle sig
Hvordan retningen for udviklingen af Jammerbugt Kommune skal se ud, har Kommunalbestyrelsen netop godkendt. Lokalplanerne for den kommende tid er blevet prioriteret, både på sommerhus- og boligområdet.
Kommunalbestyrelsen har gennemgået en status for arbejdet med konkrete lokalplaner i Jammerbugt Kommune og har desuden besluttet, hvilke nye lokalplaner der skal sættes i gang frem til maj 2027.
I 2025 og 2026 er der færdiggjort lokalplaner for en lang række boligområder og sommerhusområder, bl.a. et boligområde i Tranum, sommerhusområder i Rødhus og Saltum og midtbyområdet i Pandrup, og i øjeblikket er kommunen i gang med at færdiggøre lokalplaner for bl.a. to sommerhusområder i Ingstrup.
Frem mod maj 2027 sættes gang i yderligere en række lokalplaner. Det drejer sig om:
- Boligområde, Blokhusvej, Pandrup
- Sommerhusområde, Kollerup Klitvej, Fjerritslev
- Energipark ved Klim Fjordholme (solceller)
- Teknisk anlæg, Aalborgvej, Blokhus - mulighed for udbygning og fremtidssikring af Blokhus Vandværk
- Rekreativt område, Kvorupvej, Kaas – mulighed for fiskepark og overnatning m.v. på ejendommen
Kvorupvej 87
- Boligområde, Bredgade, Pandrup - udstykning af ejendommen Bredgade 85 og 87
- Rolighedsvej, Aabybro - mulighed for boliger i stueetagen på ejendommen Rolighedsvej 6a
Høring: Flere boliger i Nørhalne
Et forslag til en lokalplan for et boligområde på Kornblomstvej i Nørhalne er sendt i offentlig høring i otte uger.
De næste otte uger er der mulighed for at afgive høringssvar til et forslag til en ny lokalplan i Nørhalne.
Formålet med lokalplanen er at udnytte et område på Kornblomstvej i Nørhalne, som er udlagt til byudvikling. Derudover skal lokalplanen imødekomme den store efterspørgsel, der er på boliger i Nørhalne.
Området omfatter ca. 7.000 m² og ligger i den nordøstligste del af Nørhalne ved et eksisterende boligområde. Området ligger i dag i landzone, men overføres til byzone ved lokalplanens endelige vedtagelse. Med den nye lokalplan bliver der mulighed for cirka syv nye boligparceller.
”Nørhalne er en af kommunens vigtige bosætningsbyer og tiltrækker især børnefamilier. Og der er ikke noget, der tyder på, at den udvikling stopper. Tværtimod tyder alt på, at Nørhalne vil blive en endnu mere attraktiv by med udsigten til den tredje Limfjordsforbindelse”, fortæller Borgmester Christian Hem.
”Derfor er der behov for, at vi sikrer, at vi kan imødekomme efterspørgslen på boliger i Nørhalne, så endnu flere kan få indfriet deres ønske om at bosætte sig i Nørhalne, og vi kan fortsætte med at byde endnu flere borgere velkommen i Nørhalne og i Jammerbugt Kommune”, forklarer borgmesteren videre.
De seneste år er der opført en del boliger, bl.a. med en kommunal udstykning med boligparceller på Stenkærs Mark, hvor der kun er én ledig grund tilbage.



