Nyt fra Kommunalbestyrelsen - maj 2026
Revisionsberetningen, fastsættelse af priser på grunde, igangsættelse af boligbyggeri, penge til cykelsti, nyt tag på bibliotek og mere pædagogisk personale og mindre forældrebetaling.
Flot regnskab uden anmærkninger fra revisionen
Hvert år sendes kommunens årsregnskab til revisionsgennemgang, og nu er revisionen for regnskabet for 2025 netop afsluttet på positiv vis.
Revisionsselskabet BDO har haft Jammerbugt Kommunes årsregnskab til gennemgang og har ført kontrol med Jammerbugt Kommune på en række områder inden for bl.a. økonomi, løn, anlæg og IT-sikkerhed. Revisionen har ikke givet anledning til forbehold, kritik eller bemærkninger.
BDO kommer desuden i deres revisionsberetning med en vurdering af kommunens økonomi. Her lyder det, at kommunen har ”pæne overskud” på driften, og at der er ”god overensstemmelse mellem det oprindelige budget og det realiserede resultat”.
Generelt viser regnskabet for 2025 et rigtig flot resultat, hvor overskuddet på den ordinære drift er på 119,5 mio. kr. Nettoanlægsudgifterne er på 58,8 mio. kr., og der er bruttoafdrag på den langfristede gæld på 62,1 mio. kr. Regnskabsresultatet har medført en kassehenlæggelse på 13,7 mio. kr. og en gennemsnitlig likviditet på 233,2 mio. kr.
”Driftsoverskuddet, afdraget på gæld og den gennemsnitlige likviditet viser, at regnskabet for 2025 er solidt, og vi at vi har opbygget en god kassebeholdning. Derudover ligger vores likviditet over gennemsnittet for nordjyske kommuner”, udtaler Borgmester Christian Hem.
Revisionen skriver i deres beretning, at kommunens likviditet svarer til 6.136 kr. pr. indbygger, og at dét tal i de nordjyske kommuner gennemsnitligt ligger på 5.407 kr. pr. indbygger.
Desuden skriver revisionen bl.a., at Jammerbugt Kommunes forretningsgange for indkøb er ”tilrettelagt på en hensigtsmæssig og betryggende måde”, ligesom det beskrives, at ”kommunen har et tilfredsstillende kontrolmiljø på lønområdet”.
En årlig status på grundsalget i Jammerbugt Kommune
Én gang årligt skal Kommunalbestyrelsen tage stilling til, hvad priserne skal være på de grunde, som kommunen har til salg. Det gælder både boliggrunde og erhvervsgrunde.
Kommunalbestyrelsen har besluttet at fastholde priserne, som de er, på kommunens bolig- og erhvervsgrunde – med undtagelse af boliggrundene på Halkærvej i Moseby og Højvangen i Kaas, hvor prisen sættes lidt ned.
Godt gang i grundsalget i Jammerbugt Kommune
Det seneste år er der solgt 13 boliggrunde i Jammerbugt Kommune:
3 grunde på Vesterbjergvej, Brovst
1 grund på Aarupvej, Skovsgaard
1 grund på Klosterlunden, Pandrup
1 grund på Skolevej, Pandrup
6 grunde på Stenkærs Mark, Nørhalne
1 grund på Horsbækhaven, Aabybro
Desuden er der 11 aktive reservationer på grunde i øjeblikket.
Der er generelt fint gang i salg af vores grunde. Det gælder både den nye udstykning i Nørhalne, men også ældre udstykninger, som f.eks. i Brovst.
"Derudover har vi godt gang i vores kondemneringsprojekt, hvor ubeboelige ejendomme rives ned, og grunden sættes til salg”, fortæller Borgmester Christian Hem.
Der er p.t. 20 grunde, som kan sælges afledt af kommunens kondemneringsprojekt. Det drejer sig om grunde i blandt andet Halvrimmen, Bonderup og Ingstrup.
Erhvervsgrunde
Ud over boliggrunde har Jammerbugt Kommune også erhvervsarealer til salg i Fjerritslev, Pandrup og Aabybro.
Opgørelsen for det seneste år viser, at kommunen har solgt en erhvervsgrund i Aabybro, ligesom der er en reservation på et erhvervsareal på Industrivej i Pandrup.
Bosætningskampagne
For at øge salget af boliggrunde yderligere planlægger Jammerbugt Kommune en bosætningskampagne, som skal køre hen over sommeren 2026. Med overskriften “Mærk Forskellen” tager kampagnen afsæt i kommunens overordnede slogan “Vi går efter forskellen”. Ambitionen er at skabe en stærk, genkendelig fortælling om livet i Jammerbugt Kommune - både på et overordnet niveau og i en version, der kan tilpasses lokalt i de enkelte lokalsamfund med fokus på de lokale kvaliteter, der gør områderne attraktive for nye tilflyttere.
Boligbyggeri i bymidten i Pandrup
Første del af et byggeprojekt i Pandrup midtby bliver nu sat i gang. Det drejer sig om etableringen af otte rækkehuse og ét punkthus. Selve byggeriet forventes at gå i gang sidst på året.
Tidligere på året godkendte Kommunalbestyrelsen en lokalplan for bymidten i Pandrup. Lokalplanen giver mulighed for, at der kan etableres et boligprojekt med almene og private boliger.
Nu har Kommunalbestyrelsen godkendt igangsætningen af et konkret projekt. Nemlig i første omgang 19 almene familieboliger opført af Nørresundby Boligselskab.
Boligerne opføres som trerumsboliger med en gennemsnitsstørrelse på 89,5 m2. Projektet indebærer otte rækkehuse og ét punkthus i fire etager med 11 boliger fordelt på de tre nederste etager. På øverste etage kommer der til at være fire privatfinansierede boliger.
De 19 almene boliger og fire private boliger er første etape af boligprojektet. Herefter kommer en anden etape, hvor der er planlagt opførelse af yderligere 21 almene familieboliger og fire private boliger.
Første etape forventes igangsat i slutningen af 2026/starten af 2027 med forventet indflytning ca. 1,5 år efter.

Cykelsti langs Kirkbakvej
Jammerbugt Kommune igangsatte tidligere på året etableringen af cykelstier mellem Kollerup og Hjortdal og på Kattedamsvej i Aabybro. Også i Biersted og Pandrup er der sat cykelstiprojekter i gang. Nu gælder det så en ny cykelsti ved Saltum.
Kommunalbestyrelsen har frigivet de første midler, som er sat af i kommunens budget, til etableringen af en cykelsti langs Kirkbakvej mellem Saltum og Fårup. Dermed kan projektet nu gå i gang.
Projektet omfatter etablering af en 2 km lang dobbeltrettet cykelsti mellem Faarupvej og Saltum Strandvej.
Ud over de kommunale midler finansieres 40% af udgifterne til cykelstien af den statslige cykelpulje, som Jammerbugt Kommune har fået godkendt tilskud fra.
Planen er, at projektet projekteres i år, og at stien anlægges i 2027.

Nyt tag på Aabybro Bibliotek
Taget på Aabybro Bibliotek skal udskiftes, og dét projekt har Kommunalbestyrelsen netop bevilget penge til.
Kommunalbestyrelsen har besluttet at bevilge penge til et nyt tag på Aabybro Bibliotek.
”Biblioteket i Aabybro er én af vores kulturinstitutioner med stor betydning for borgerne, og derfor er det naturligvis vigtigt, at vi sikrer vedligeholdelsen af bygningen som f.eks. udskiftning af taget”, udtaler Borgmester Christian Hem.
Aabybro Bibliotek rykkede i 2017 ind i de nuværende lokaler, som var en del af den tidligere Aaby Skole – med kun 5 minutters gang fra busstationen til biblioteket.
Biblioteket rummer, sammen med de øvrige biblioteker i kommunen, mange funktioner ud over at sikre gode bøger og læseoplevelser til borgerne.
Der stilles computere, gratis internet og kopi- og printerfaciliteter til rådighed, og biblioteket har også en vigtig rolle i forbindelse med valg, hvor det udgør ét af de steder, hvor borgerne kan brevstemme. Ikke mindst er der i løbet af året en lang række begivenheder på biblioteket. Det gælder alt fra musikalsk legestue for de mindste til forfatterforedrag og byttemarked med genbrugsfund.

Mere pædagogisk personale og mindre forældrebetaling
For at gøre det billigere at være børnefamilie, bliver der som en del af Børnepakken landet over ansat mere pædagogisk personale, ligesom forældrebetalingen bliver sat ned. Det gælder også i Jammerbugt Kommune, hvor initiativerne indføres fra august i år.
I finansloven for 2026 er der afsat penge til ”Børnepakken”, som består i at sætte forældrebetalingen i daginstitutioner ned og ansætte mere pædagogisk personale i landets dagtilbud. Derfor er kommunerne blevet tildelt penge til realisering af initiativerne.
I Jammerbugt Kommune betyder det konkret, at:
- Forældrebetalingsprocenten sænkes fra 25% til 21,3% i dagpleje, vuggestue og børnehave
- Der ansættes mere pædagogisk personale – svarende til at normeringen øges med ca. 10 fuldtidsstillinger på årsbasis
- Tilskuddet til private dagtilbud og private pasningsordninger hæves
Initiativerne iværksættes pr. 1. august 2026.