Nyt fra Kommunalbestyrelsen - juni 2026
Ansøgning fra Fjerritslev IF til ombygning i klubhuset samt den endelige vedtagelse af en ny lokalplan for et boligområde i Tranum
Fjerritslev IF får støtte fra kommunen til ombygning
Fjerritslev IF’s klubhus er blevet udvidet med en tilbygning, og nu er der behov for bl.a. at flytte klubhusets køkken. Og det modtager klubben penge til fra bl.a. Jammerbugt Kommune.
Fjerritslev IF modtager støtte fra kommunen til deres projekt om at skabe en bedre forbindelse mellem køkkenfaciliteterne og deres nye tilbygning til klubhuset.
Den nye tilbygning er en overdækket terrasse med aftagelige vinduer, som kan bruges bl.a. i forbindelse med fodboldskole, fællesspisning, stævner og som samlingssted.
Med den nye tilbygning og alle de aktiviteter, som foreningen har i og omkring klubhuset, så er klubhusets køkken blevet for lille, ligesom der også er brug for en udskiftning af maskiner.
Vi er glade for igen at støtte op om Fjerritslev IF’s udvidelse af klubhuset og være med til at sikre en bedre sammenhæng i forhold til den nye tilbygning
"Vi håber, at den kommunale støtte kan være med til at gøre projektet til virkelighed, og at det bliver til stor glæde for brugerne og de frivillige i huset”, siger Borgmester Christian Hem.
Køkkenet flyttes og tilbygningen udvides
Planen er, at køkkenet skal flyttes over, hvor der i dag er mødelokale, så det kommer tættere på den nye tilbygning, ligesom der også bliver mulighed for at udvide tilbygningen med 17 m2, idet der bliver mulighed for at vælte en væg til et depot, som så kan blive placeret der, hvor det nuværende køkken er.
Projektet modtager 50.000 kr. i støtte fra Jammerbugt Kommune og har derudover også søgt og opnået midler fra puljer og fonde, ligesom det også var tilfældet i forbindelse med etableringen af klubbens nye tilbygning.
Ny lokalplan for boligområde i Tranum er nu vedtaget
En opdateret lokalplan for et boligområde i naturskønne Tranum er nu blevet vedtaget. Lokalplanen giver mulighed for at imødekomme efterspørgslen på at kunne etablere nyere typer af huse i området.
I marts sendte Kommunalbestyrelsen en ny lokalplan for boligområdet Ejstruphøj i Tranum i offentlig høring. I høringsperioden, som netop er sluttet, er der ikke kommet nogle bemærkninger ind til kommunen, og nu er lokalplanen endeligt vedtaget af Kommunalbestyrelsen.
Lokalplanen er udarbejdet efter, at grundejerforeningen i Ejstruphøj i Tranum henvendte sig til Jammerbugt Kommune med et ønske om at ændre den eksisterende lokalplan for området. Baggrunden for ønsket var, at potentielle tilflyttere har oplevet udfordringer med at kunne etablere nye huse, der kan opføres inden for den nu tidligere lokalplan. Lokalplanen indeholdt nogle krav til byggematerialer og udformning, som gjorde det vanskeligt at opføre boliger ud fra nutidens behov.
Derfor var der behov for at justere de planlægningsmæssige rammer i området ved Ejstruphøj, og det er således nu sket med vedtagelsen af den nye lokalplan, hvor der er skabt større fleksibilitet i byggemulighederne – under hensyntagen til områdets karakter og naturmæssige værdier.
