start på hovedindhold

Ny konsulent skal hjælpe teenagere til det første job

Kristian Thybo har mere end 20 års erfaring med unges arbejdsliv. Nu skal han hjælpe de 13-17-årige i Jammerbugt Kommune, som ønsker sig et fritidsjob, men synes, det er svært at få fat i.

Kristian Thybo (40) er ny fritidsjobkonsulent i Jammerbugt Kommune. Han har været ansat i kommunen i to et halvt år som medarbejder i Ungeenheden og som IPS-konsulent i Job og Velfærd. Med sig i bagagen har han også cirka 20 år som leder i dagligvarebranchen, hvor han blandt andet havde ansvaret for de yngste medarbejdere.

”I den alder er CV’et ikke det afgørende, men indstillingen. Har den unge vilje til at blive en del af arbejdspladsen og lægge en indsats, så kan rigtig meget lade sig gøre. Særligt hvis man som arbejdsgiver viser vejen og tror på sine unge medarbejdere,” er Kristians erfaring.

Hvis man mangler en forælder-anbefaling

Som fritidsjobkonsulent bliver hans opgave at finde de unge i alderen 13-17 år, som har brug for en hjælpende hånd til at finde et job. Ofte finder man fritidsjob via sit netværk – familie eller venner, som ved om et muligt job, eller kan sige god for én. Men ikke alle har sådan et netværk.

”Mangler man de der relationer, der kan blive indgangen til et fritidsjob, ja, så får man ofte ikke ét. Her kan jeg gå ind og formidle kontakten til en arbejdsplads og støtte og vejlede i processen, så alle får en god oplevelse. Heldigvis har vi rigtig mange virksomheder i Jammerbugt Kommune som tager ansvar, og som gerne vil have en ung indenfor dørene til at løse mindre opgaver på timebasis,” fortæller Kristian.

Ny selvtillid ind på kontoen

Et godt fritidsjob kan blive den afgørende forskel, hvis man er ung og i gang med at finde sine egen ben at stå på, forklarer han:

”Man lærer at tage ansvar, får oplevelsen af at blive regnet med og så har man fornøjelsen af at tjene sine egne penge. En af de allervigtigste sidegevinster i regnestykket er også ofte en ny tro på sig selv – at man kan noget. Selvtillid er vigtig for os alle, men særligt når man er ung”.

Flere gode match i Jammerbugt Kommune

Ansættelsen af en fritidsjobkonsulent i Jammerbugt Kommune er en del af det statslige initiativ ”Ungeløftet” som beskriver en forstærket ungeindsats i alle danske kommuner. Jammerbugt Kommune er desuden med i Trygfondens projekt ”Alle unge med”, der netop målrettet opererer med fritidsjobbet som en vigtig del af den gode teenagehverdag.

Formand for Job- og Socialudvalget i Jammerbugt Kommune, Kiki Bille Bach, glæder sig over, at en ny fritidsjobkonsulent nu står klar til at tage fat.

”Med et godt fritidsjob får den unge en forsmag på, hvad det vil sige at indgå i et arbejdsfællesskab, at stå lidt på egen ben og at gøre en positiv forskel. Den oplevelse ønsker vi, at alle, som har mulighed for at varetage et fritidsjob, skal have. Med en fritidsjobkonsulent i Jammerbugt Kommune, der både kender de unge og arbejdspladserne, kan der skabes flere gode match – til glæde for både virksomheden og den unge”.

Privat er Kristian Thybo bosat i Biersted, hvor han blandt andet er aktiv frivillig i Fritidsklubben under Biersted Idrætsforening. Han er gift og har to børn på 8 og 12 år.    

Kristian Thybo
Kristian Thybo