National afklaring udsætter moderniseringen af Sport & Kulturcenter Brovst
Den lokale og politiske styregruppe for moderniseringen af Sport- og Kulturcenter Brovst har besluttet at sætte de kommunale midler i bero. I mellemtiden arbejdes der videre med projektet
Baggrunden for beslutningen om at pause den kommunale anlægsstøtte til moderniseringen af Sport- og Kulturcenter Brovst skal findes i Næstved, hvor Arena Næstved af Ankestyrelsen er blevet pålagt at sikre, at kommunal støtte ikke fremover bruges til rammer om kommerciel aktivitet som for eksempel julefrokoster, firmaarrangementer og koncerter.
Dette har potentielt konsekvenser for alle landets haller, kulturhuse og lignende – også mindre steder, som de fleste haller og landsbyhuse i Jammerbugt Kommune.
Derfor har den lokale og politiske styregruppe for moderniseringen af Sport- og Kulturcenter Brovst besluttet at sætte den kommunale involvering på pause. Konkret betyder det, at bevillingen fastholdes, men først bringes i anvendelse, når der foreligger en national afklaring af de juridiske rammer
”Vi forventer alle, at dette kun betyder, at pengene udbetales lidt senere. Vi har svært ved at tro, at Ankestyrelsens afgørelse i Næstved kan få lov til at spænde ben for støtte til haller og kulturhuse rundt om i mindre byer og lokalsamfund. Selvom vi altså nu sætter arbejdet på pause, så glæder vi os til senere at kunne arbejde videre med udviklingen af Jammerbugt Kommune, som altid skal være vores mål,” siger formand for den politiske styregruppe, borgmester Christian Hem.
Der arbejdes for større klarhed
Både han og andre medlemmer af styregruppen er i fuld gang med at kontakte partifæller på Christiansborg og kolleger i andre nordjyske kommuner, som også vil blive ramt.
”Vi bruger pausen til at trække i alle de tråde, vi kan, for at få oplyst om de konsekvenser, det kan have i landdistriktskommuner, som for eksempel Jammerbugt Kommune, hvis finansieringen af offentlige rammer om fællesskabet sættes så rigidt op,” fortæller Christian Hem.
Også KL har for nyligt involveret sig i sagen med en henvendelse til Indenrigsministeriet, hvor der henvises til andre tilsynssager med udfald, som i modsætning til Arena Næstved-tilfældet, muliggør målrettet anlægsstøtte.
Moderniseringsprojekt fortsætter
I Sport & Kulturcenter Brovst arbejdes der videre med projektet i forventning om at finansieringen falder på plads:
”Selv om den kommunale proces midlertidigt afventer en afklaring, fortsætter vi arbejdet med projektet. Vi fortsætter dialogen med fonde, arbejder videre med projektudviklingen, udvikler visionerne for et fremtidigt Sport & Kulturcenter Brovst og fortsætter den lokale fundraising og mobilisering, så vi står endnu stærkere, når der igen bliver grønt lys, ” siger centerformand, Henning Simonsen.
Medlemmer i styregruppen
- Henning Simonsen, formand, Brovst Sport- og Kulturcenter
- Niels L. Hansen, leder i Brovst Sport- og Kulturcenter
- Carsten Sørensen Kronborg, næstformand, Brovst Sport- og Kulturcenter
- Kenneth Frost, fra centerledelsen
- Jakob Sørensen, fra centerledelsen
- Jacob Hyllested, fra centerledelsen
- Jeppe Møller Nielsen, fra centerledelsen
- Christian Hem (V)
- Diane Aarestrup (A)
- Helle Bak (V)
- Mette Vestenbæk (A)
- Morten Klessen (a)
- Ole Stavad (A)
- Mogens Gade (V)
- Jørgen Ravn (C)
