start på hovedindhold

Kunstudstilling med Jammerbugtens natur i centrum

Sidste år besøgte en kunstnergruppe Jammerbugten. Efterfølgende er deres værker sat sammen i en bog. Nu kan værkerne ses, og bogen købes på Tranum Strandgård. Fernisering d. 9. maj kl.14.

En uge i begyndelsen af maj 2025 besøgte medlemmer af DANE (Danske kunstnere for natur og miljø) Jammerbugt Kommune. De tegnede og malede naturen under åben himmel rundt om i hele kommunen – blandt andet ved Svinkløv, Store Vildmose, Fosdalen, Tranum Klitplantage, Saltum Bjerge og Ulvedybet.

Besøget blev til på initiativ fra Jammerbugt Kommune, som i forbindelse med den nye naturpolitik ”Natur til livet” ønskede at sætte fokus på kommunens fantastiske natur.

Værkerne er efterfølgende blevet sat sammen i bogen ”Jammerbugt fra hav til fjord – Fortællinger fra naturen” – en visuel fortælling med tekst af Marian Stenholm, som er inddelt i de samme temaer som naturpolitikken: ”Byd naturen ind”, ”Giv naturen plads” og ”Slip vildskaben løs”.

Det hele kan nu ses på Tranum Strandgårds forårsudstilling fra d. 9. maj til d. 14. juni.

”Gennem DANE-kunstnernes blik fik vi en unik fortælling om naturen i Jammerbugt Kommune, som den så ud den første uge i maj 2025. En sanselig fortælling som både kan opleves på udstillingen og i bogen. Igennem det hele går den røde tråd, som også kendetegner Jammerbugt Kommunes nye naturpolitik – nemlig ønsket om bedre plads til naturen og større bevidsthed om den vigtige rolle, den spiller for os som mennesker. Vi håber rigtig mange har lyst til at dele oplevelsen med os,” fortæller projektleder i Jammerbugt Kommune, Margrethe Hejlskov.

Til ferniseringen d. 9. maj kl. 14 vil formand for klima, teknik- og miljøudvalget, Mogens Gade og formand for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, Helle Bak Andreasen sætte ord på udstillingen. Der vil være bobler, chips og stille musik til at ledsage gæsterne rundt på udstillingen. Nogle af kunstnerne vil desuden være til stede for en snak.

Bogen kan købes til ferniseringen og vil derefter kunne købes ved henvendelse til mkt@jammerbugt.dk eller hos Fjerritslev Tryk.
DANE’s naturbilleder fra Jammerbugten kan ses frem til d. 14. juni.

Dane i Jammerbugten

Deltagerne fra DANE i maj 2025 var: Jens Frimer, Niels Peter Andersen, Jens Bohr, Westy Esbensen, Dorthe Kudsk, Niels Knudsen, Helge Larsen, Mia Mouridsen, Ulf Løbner-Olsen, Lise Pflug, Ole Runge, Kirsten Røgle og Trine Theut.