start på hovedindhold

Kunstnere fra Jammerbugt og Tornesch skaber fælles kunstværk

Kom og se, hvordan kunst skabes i fællesskab, når tyske og danske kunstnere mødes på Tranum Strandgård og skaber et blivende kunstværk sammen

Fra fredag den 28. august til søndag den 30. august 2026 mødes kunstnere fra Jammerbugt Kommune og den tyske venskabsby Stadt Tornesch til en fælles kunstnerworkshop på Tranum Strandgård.

I løbet af weekenden skal kunstnerne i fællesskab skabe et kunstværk, som efterfølgende får sin plads udendørs ved Tranum Strandgård. Desuden arbejder kunstnerne med egne værker og inspirationen hentes fra den storslåede natur omkring Tranum Strand, hvor hav, klitter og skov danner ramme om både samarbejde og kreativ udfoldelse.

Relation styrket over årene

Samarbejdet bygger videre på et kunstnerbesøg i Tornesch i 2024, hvor de danske kunstnere deltog på initiativ af den tyske kunstner Elke Werner. Besøget skabte både inspiration og stærke relationer mellem kunstnerne, og ønsket om at mødes igen førte til idéen om et fælles kunstprojekt i Jammerbugt.

Flere af de tyske kunstnere har gennem årene deltaget i Nørhalne Viser Kunst, og forbindelsen mellem Jammerbugt og Tornesch er styrket gennem et stærkt frivilligt engagement fra blandt andre Vera og Lars Holt fra Nørhalne.

Tranum Strandgård spiller en central rolle i projektet som samarbejdspartner med værksted og faciliteter. Nogle af gæsterne overnatter på Strandgården, mens andre bor privat hos de lokale kunstnere.

By-venskaber handler om mennesker

Arrangementet er en del af venskabsbysamarbejdet mellem Jammerbugt Kommune og Stadt Tornesch og viser, hvordan kunst og kultur kan skabe møder, forståelse og fællesskab på tværs af grænser.

"Denne kunstnerworkshop viser det bedste ved vores venskabsbysamarbejde. Når mennesker mødes gennem kunsten, opstår der nye fællesskaber og venskaber, som rækker langt ud over kommune- og landegrænser. Det er jeg både stolt af og glad for at se udfolde sig her i Jammerbugt," siger borgmester Christian Hem.

Alle er velkomne til at følge processen helt tæt på. Workshoppen er åben for besøgende alle tre dage fra kl. 11.00. Fredag og lørdag kan man møde kunstnerne frem til kl. 17.00, mens søndag afsluttes med fernisering kl. 14.00 – 17.00, hvor alle er velkomne.
Ferniseringen åbnes af borgmester Christian Hem, og der vil desuden være taler ved de deltagende kunstnere.

De deltagende kunstnere

Fra Tornesch:

  • Elke Werner, assemblagekunst, voksteknik og objekter
  • Renate Langhein, keramik
  • Susanne Ester-Habedank, skulptur
  • Jörgen Habedank, glasdesign, vægudsmykning og maleri
  • Carsten Koch, kunstfotografi

Fra Jammerbugt:

  • Dorte Christiansen, keramik
  • Gerda Tranberg, drivtømmerkunst
  • Jeanette Nørlev, maleri samt plantefarvning af uld og silke
  • Susanna Knudsen, maleri
  • Gerda TranbergGerda Tranberg
  • Jeanette NørlevJeanette Nørlev
  • Dorte ChristiansenDorte Christiansen
  • Renate LangheinRenate Langhein
  • Susanne Ester HabedankSusanne Ester Habedank
  • Susanna KnudsenSusanna Knudsen
  • Elke WernerElke Werner