
Gullaschbaroner, børshajer og champagnepiger indtager Tinghuset i Fjerritslev
Poul Duedahl gæster Fjerritslev med et foredrag om Danmark i årene omkring 1. Verdenskrig.

Foredrag med Poul Duedahl
Hvordan gik Danmark fra nøjsomhed til ekstravagance? Og hvem var de mennesker, der på få år blev styrtende rige på krig, spekulation og risikovillige forretninger?
Tirsdag den 20. oktober 2026 kl. 19.00 får publikum i Tinghuset i Fjerritslev mulighed for at opleve et underholdende og tankevækkende Folkeuniversitetsforedrag med professor og historiker Poul Duedahl fra Aalborg Universitet.
Med udgangspunkt i sin anmelderroste bog Minutmillionærer – Gullaschbaroner, børshajer og champagnepiger tager Poul Duedahl publikum med tilbage til årene omkring Første Verdenskrig, hvor et neutralt Danmark oplevede en sand guldalder for spekulanter, storsvindlere og opportunister.
Mens krigen rasede i Europa, strømmede pengene ind over de danske grænser. Nyrige gullaschbaroner og børsspekulanter opbyggede enorme formuer, som blev omsat til luksuriøse villaer, smarte biler, kunst, juveler og et festligt natteliv uden sidestykke. Det var en tid med fart, frisind og fest, men også med stor ulighed og moralske diskussioner, som kom til at præge udviklingen af det moderne danske samfund.
Poul Duedahl er kendt som prisvindende forfatter, professor i historie og formidler af dansk kulturhistorie gennem bøger, foredrag og tv-programmer. Med stor fortællelyst bringer han historiens farverige karakterer til live og giver et levende indblik i de dramatiske år, hvor Danmark blev forvandlet.
I pausen serverer René Hjørnet fra Renés Vin og Grønttorv en drink, så publikum også får mulighed for at smage på den ekstravagante stemning fra perioden.
Foredraget er arrangeret i et samarbejde mellem Kulturforeningen Tinghuset og Folkeuniversitet Jammerbugt.
Billetten koster 145 kr. og kan købes på www.jammerbugt.dk/folkeuniversitet
