God nyhed for børnefamilier i Jammerbugt: Flere voksne og mindre betaling
Der er gode nyheder på vej til børnefamilier i Jammerbugt Kommune. Fra 1. august 2026 bliver det billigere at have børn i dagtilbud – og der bliver flere voksne til at tage sig af børnene i hverdagen.
Jammerbugt Kommune indfører nye tiltag på børneområdet – nemlig både flere pædagogiske medarbejdere og lavere forældrebetaling som led i den nationale Børnepakke.
Det bliver billigere at få hverdagen til at hænge sammen, og samtidig ved man som forælder, at der er flere voksne omkring ens barn i løbet af dagen
For mange familier vil det kunne mærkes direkte på budgettet. En kommunal vuggestueplads falder f.eks. med over 400 kr. om måneden, mens både dagpleje og børnehave også bliver mærkbart billigere.
Borgmester Christian Hem udtaler: “Det her er en meget konkret forbedring for børnefamilierne. Det bliver billigere at få hverdagen til at hænge sammen, og samtidig ved man som forælder, at der er flere voksne omkring ens barn i løbet af dagen.”
Prisfaldet og de flere pædagogiske medarbejdere i daginstitutionerne skal give mere tid til det enkelte barn, mere nærvær og bedre trivsel.
“Det her handler i bund og grund om børnenes hverdag. Flere voksne giver bedre muligheder for omsorg, leg og udvikling. Og når vi samtidig sænker betalingen, gør vi det lettere at være børnefamilie i kommunen”, udtaler Ulla Flintholm, formand for Børne- og Familieudvalget.
Ændringerne gælder både for dagpleje, vuggestuer og børnehaver og omfatter alle kommunale dagtilbud. Samtidig bliver tilskuddene til private institutioner og pasningsordninger justeret, så de følger med udviklingen.
Forældrene vil derfor opleve forbedringer, uanset hvilken type dagtilbud deres barn går i.
Morten Klessen, næstformand for Børne- og Familieudvalget siger: “Vi ved, at kvaliteten i dagtilbud betyder meget for børns udvikling og fremtid, og den her investering er et vigtigt skridt i den rigtige retning.”
Tiltagene er første trin i en større udvikling af dagtilbudsområdet, som fortsætter frem mod 2027, hvor de sidste af Børnepakkens tiltag forventes at træde i kraft.
For familierne i Jammerbugt Kommune starter forbedringerne dog allerede efter sommerferien – med en hverdag, der både bliver lidt billigere og lidt bedre.
Fakta:
- Børnepakken indebærer statsligt tilskud til kommunerne – i Jammerbugt Kommune 9,6 mio. kr. årligt til dagtilbudsområdet
- Forældrebetalingen sænkes fra 25% til 21,3% fra 1. august 2026
- Midler til mere pædagogisk personale tilføres
- Forældrebetalingstakster reduceres for dagpleje, vuggestue og børnehave
- Tilskud til private dagtilbud og pasningsordninger øges