Fra selvvalgt indespærring til job på fuld tid

For tre år siden fandt man Anton Kornum ét af tre steder: i sin seng, på sofaen eller måske foran computeren. Han var 20 år, men lige siden hans søster døde i 2017, havde hans liv været op ad bakke. Bortset fra en god tid på efterskole, var der ikke rigtig noget som lykkedes, og han fik det bare dårligere. I 2022 og 2023 kom han stort set ikke uden for en dør.

"Jeg led af stress, angst og depression og havde nærmest spærret mig selv inde. Jeg vendte om på dag og nat og havde også fået en spiseforstyrrelse, hvor det nogle gange kun blev til en pose snackgulerødder på en hel uge. Jeg isolerede mig fuldstændigt," fortæller Anton.

Han boede med sin mor i Fjerritslev, og hans kæreste gennem de seneste par år boede også sammen med dem. Anton ville gerne i gang med et eller andet, men det lykkedes ham ikke. Han forsøgte sig blandt andet med en EUD og praktik i en vuggestue, men måtte give op.

Det meste af tiden havde han været sygemeldt fra det forløb med uddannelseshjælp, som han var tilknyttet i Jammerbugt Kommune. Men i slutningen af 2023 raskmeldte han sig - mest af stædighed.

"På det tidspunkt var jeg stoppet med den antidepressive medicin og havde taget 30 kilo på, så jeg vejede 100 kilo. Jeg havde slet ikke lyst til at komme ud. Men jeg tænkte, at der var nødt til at ske et eller andet. Som det var nu, skuffede jeg alle - også mig selv," husker Anton.

I dag har han overskud til at fortælle sin historie. Han er mødt op i Idrætscenter Jammerbugt, hvor han havde første arbejdsdag d. 5. januar 2024, men denne gang er det for at sige farvel. Anton er nemlig videre. I dag bor han og kæresten i egen lejlighed, og han har fået et fuldtidsjob.

Sammen med leder i Idrætscenter Jammerbugt, Søren Konnerup og Kristine Kiib fra Jammerbugt Kommune, kigger han tilbage på den tid, der fik ham på benene igen.

Det var Kristine Kiib, der tog imod Anton, da han tøvende besluttede at give arbejdslivet endnu et forsøg.

”Du havde det ikke godt,” siger hun og kigger på Anton. ”Det havde været for meget for dig at komme afsted i jobpraktik i vuggestuen, og jeg tror, det var med ondt i maven, at du meldte dig klar. Men du havde den der drift til, at der måtte ske noget”.

Som jobkonsulent gennemgik Kristine mulighederne for et godt sted at sende Anton hen.

"Anton havde svært ved at sige, hvad han gerne ville. Men jeg tænkte, at det i første omgang var vigtigst at sende ham et sted hen, hvor han syntes, der var rart at være. Og her slog Idrætscenter Jammerbugt og Sørens stil mig, som et godt match," smiler Kristine.

Søren Konnerup har cirka 8 medarbejdere ansat i Idrætscenter Jammerbugt, og flere på skræddersyede vilkår.

"Her kan man godt være, selvom man ikke lige er til fuld tid. Vi får tingene til at fungere og tager hensyn den enkelte medarbejder," beskriver Søren den arbejdsplads, han leder.

Anton begyndte med at komme i centeret fra kl. 12-14 tirsdag og torsdag. Han gjorde ikke meget opmærksom på sig selv.

"De første dage, tror jeg ikke, Anton syntes det var det fedeste sted at være. Han krøb langs panelerne og sagde ikke meget," husker Søren.

Men det ændrede sig stille og roligt, for Anton fik overkommelige opgaver og blev ladt præcis så meget i fred, som han havde brug for.

"Det var dejligt at have noget at lave. Jeg gjorde rent og lavede andet, der var brug for, og jeg fandt ud af, at de var flinke her. De vidste, at jeg havde det svært, og der blev ikke stillet så mange krav. Jeg fik ikke skældud, hvis jeg gjorde noget forkert," husker Anton.

Langsomt begyndte han at slappe af, og som Kristine havde gættet på, passede stedets jargon ham faktisk godt.

"Vi tænkte ikke så meget på alt det, der var kommet på tværs for Anton. Han var bare end af os, og hurtigt fornemmede vi, at han blev mere tryg. Vi kunne godt drille ham, ligesom vi driller hinanden. Da han en dag gav igen med et "hold nu kæft Søren", tænkte jeg, at det var en slags mål, der var nået," griner Søren.

Egentlig skulle jobpraktikken ikke have været så lang. Men Kristine fornemmede, at Anton trivedes og rykkede sig i selskab med Søren og kollegerne i Idrætscenter Jammerbugt, så hun sørgede for, at han kunne blive.

Opmuntret af Søren begyndte Anton at møde kl.11.30, så han fik frokostpausen med, og da han blev udfordret på sin mødetid, klarede han at troppe op kl.8. Han tog også det kørekort, som han længe havde ønsket sig. Efter to år klarede Anton med lethed 12 timers arbejde om ugen, og han følte sig klar til komme videre.

”Vi havde fulgt Anton tæt, skubbet på og drøftet fremtidsmuligheder. Men den afgørende forudsætning for at hjælpe ham til at tage næste skridt, var at han var klar. Det var han nu, og så rykkede vi hurtigt,” fortæller Kristine.

Metoden som hun og hendes kolleger i Jammerbugt Kommune har arbejdet med de seneste år, går under betegnelsen IPS (Individuelt Planlagt job med Støtte). Den har vist så velegnet, at Jammerbugt Kommune har valgt at gøre en stor del af beskæftigelsesindsatsen til netop IPS.

”Selvfølgelig har vi stadig rammer, som vi skal arbejde indenfor, men vi sætter mennesket før systemet og strikker en håndholdt indsats sammen. Det kan vi kun, fordi vi har gode samarbejdspartnere i erhvervs- og foreningslivet, og fordi vi kender både den unge og arbejdspladserne rigtig godt. På den måde kan vi lave det gode match, som er helt afgørende. Og så sørger vi for at holde os helt tæt på gennem forløbet. Er der brug for et møde? Skal der skrues op eller ned for noget?” beskriver Kristine.

Både hun og Søren glæder sig over det sted, Anton er i dag. I begyndelsen af marts klarede han en jobsamtale og blev efterfølgende ansat på Rose Poultry i Skovsgård på fuld tid. Han er også flyttet i egen lejlighed i Fjerritslev med sin kæreste.

”Jeg synes, det går meget godt. Vi er kommet på plads, og jeg er faldet godt til på Rose. Jeg har også stadig en IPS-konsulent, som jeg kan tage fat i, hvis der er noget,” fortæller Anton og lader en ros gå videre til de mennesker, der har været omkring ham i en svær tid.

”Det var ikke sket uden Kristine, Søren og de andre folk her i idrætscenteret. Det er helt sikkert. Jeg havde mistet mig selv i stress, angst og depression. Hvis nogen dengang havde sagt til mig: ”sæt dig ind og find et arbejde på Jobnet”. Jamen det havde været helt umuligt. Det kunne jeg slet ikke”.