Flere digitale lån på vej: Ekstra penge til eReolen i Jammerbugt
Borgerne i Jammerbugt får nu bedre adgang til e-bøger og lydbøger. Kommunalbestyrelsen har nemlig bevilget 200.000 kroner ekstra til bibliotekernes digitale tilbud på eReolen – og pengene er allerede taget i brug.
De ekstra midler har gjort det muligt at øge både udlånsperioden og antallet af materialer, den enkelte borger kan låne. Dermed bliver det lettere at få adgang til digitale bøger og lydoplevelser.
"Vi ved, at flere og flere borgere benytter sig af bibliotekernes digitale tilbud i en travl hverdag. Derfor er det vigtigt, at vi følger med udviklingen og sikrer god adgang til litteratur og viden for alle. Denne bevilling er med til at styrke både læselysten og tilgængeligheden, siger Helle Bak Andreassen, formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget (KFL).
eReolen er allerede et populært tilbud i kommunen, og med den ekstra bevilling håber politikerne at kunne imødekomme den stigende efterspørgsel.
"Bibliotekerne spiller en vigtig rolle i at sikre lige adgang til kultur og læring – også digitalt. Med den øgede bevilling giver vi borgerne endnu bedre muligheder for at lytte og læse, når det passer ind i deres liv. Det er en investering i både fællesskab og fleksibilitet," siger Morten Klessen, næstformand i udvalget.
Bibliotekerne opfordrer alle borgere til at tage de digitale muligheder i brug via eReolen. Har man brug for hjælp til at komme i gang, står medarbejderne på de lokale biblioteker klar til at hjælpe.
