Festlig indvielse af en længere Sti100
Borgmestrene Christian Hem og Søren Smalbro klippede snoren, da den forlængede Sti100 mellem Blokhus og Løkken blev indviet i overværelse af en stor skare fremmødte.
Fredag 15. maj blev den forlængede Sti100, som nu går hele vejen fra Blokhus til Løkken, indviet.
Etablering og opgradering af det nordlige stykke af Sti100 mellem Kettrup Bjerge og Løkken er blevet til med støtte fra den filantropiske forening Realdania, og har været længe undervejs. Men nu står det klar.
Der var ca. 300 lodsejere, sommerhusgæster, motionister, politikere, pressefolk og andre med interesse for området, som havde taget turen til Munkens Klit knap 4 kilometer syd for Løkken, hvor indvielsen fandt sted. Arrangementet blev blæst i gang af Jammerbugt Garden, der lykkedes med at overdøve den stærke vind på dagen.
Et løft til hele området
”Det er 6 år siden, at den strategiske fysisk udviklingsplan for Blokhus-Løkken blev vedtaget og sammen med den: Beslutningen om at forlænge Sti100”, resumerede Christian Hem, borgmester i Jammerbugt Kommune, i sin tale.
Han udtrykte glæde over, at processen og samarbejdet med de mange forskellige interessenter er forløbet godt og understregede forventningen om, at sti og faciliteter vil blive flittigt brugt: "Der er tale om et stort kvalitetsløft af hele området, som vil komme områdets mange gæster til gode – både kommunernes egne borgere og turister, der kommer langvejs fra".
Borgmester Søren Smalbro, Hjørring Kommune fremhævede at "Sti100 binder Blokhus og Løkken sammen – og viser, at gode oplevelser ikke stopper ved kommunegrænsen. Det er en sti, der skaber sammenhæng for både lokale og gæster og giver nye måder at opleve landskabet bag klitterne på."
...et stort kvalitetsløft af hele området, som vil komme områdets mange gæster til gode – både kommunernes egne borgere og turister, der kommer langvejs fra
I naturen på naturens betingelser
Stine Lea Jacobi, filantropidirektør i Realdania glæder sig over, at projektet tager hensyn til både mennesker og natur:
”Vi er glade for at have støttet forlængelsen af Sti100, som nu er i mål. Det er et projekt, som gør det endnu mere oplagt at bruge den storslåede natur i området, og som vil styrke den lokale udvikling – vel at mærke uden at det sker på bekostning af den sårbare klitnatur.”
Efter kaffe, kage, taler og snoreklip kom deltagerne ud på en første spadseretur på den nyanlagte sti.
Sti100, kyststierne, bænke og infotavler
Forlængelsen af Sti100 og opgraderingen af de rekreative faciliteter i området indbefatter i alt 6 kilometer nyanlagt nord-syd gående sti gennem kystlandskabet fra Kettrup Bjerge til Løkken.
Langs stien er der opsat bænke på udvalgte steder og opdaterede korttavler.
Der er også med input fra Danmarks Naturfredningsforening opsat formidlingstavler, som fortæller om områdets flora og fauna.
Udover den nord-syd gående sti er de nordligste strandstier forlænget, så de nu når helt ind til det nye stykke af Sti100.
Både Nordsøstien og Vestkystruten, som går igennem området, vil blive justeret, så vandrende og cyklende får størst mulig glæde af de nye muligheder.
Sti100-projektet
- Startskud i 2020 med den strategiske udviklingsplan for Blokhus-Løkken. Projekteringen blev for alvor påbegyndt i 2023. Indviet maj 2026.
- Sti100 betegner stistykket mellem Blokhus og Løkken – i alt 20 km i kystbaglandet parallelt med stranden.
- Før forlængelsen var Sti100 kun 9 km til Kettrup Bjerge. Nu er der 20 km sammenhængende sti hele vejen til Løkken.
- I projektet er også de 15 øst-vestgående kyststier i området forlænget som giver mulighed for utallige rundture.
- Der er opsat bænke, kort- og formidlingstavler langs det nyetablerede stistykke.
- Justering af Nordsøstien (gående) og Vestkystruten (cykler) som går igennem området.





